Nakjælen

På marken lå
forblæst og blå,
men uforknyt
en pyt!
Ved landevejen
vædeblank
bomlærken hilste
hungerslank
en sliberbørs
forlis i grøft
og sliberparrets snøft
med lange fnis.
Dog uforknyt
mod himlen så
så vårligt blå
en pyt!

Du lille muntre markvej,
jeg dulgte dig så tit,
jeg følger dig endnu i mine tanker
til toppen, hvor du skænker
et udsyn, milevidt,
det skønneste, jeg så fra danske banker.

Derude blåner Kattegats
det dybe kornblomstblå
med stærke strømmes mere lyse strimer.
Gud fri den båd i Båringvig,
som hvirvlerne kan nå,
den bå har sejlet sine sidste timer.

Om vigens blinken vugger sig
de brede bakker blødt,
festklædt i alle frodighedens farver
i tavl ved tavl med bo ved bo
som glimt af hvidt og rødt
blandt hegn ved hegn som hasselgrønne larver.

Og aldrig buer himlen
et loft så lyst og vidt
som det, jeg her kærmindeblåt så smile.
Her skænker luften havets duft,
her vandrer blikket frit.
Her hviler sindet sødt i sommerhvile.

Ja, dette sted er Danmark.
Af havet stiger her
med Jyllands patos øens fulde toner.
Her så jeg dig, skøn Danmark,
i nøgen pragt så nær.
Med længsel, længsel nu mit syn jeg soner.

Her lå en gård i gammel tid,
den tegner sig for tanken
med mosser tag og lang og hvid
bag ælmene på banken.

"Nakjælen" var dens fynske navn;
Den faldt for tordenilden.
Nu står dens træers tomme favn
så kummertyst om kilden.

Det sørger i den dunkle ælm
og gennem lyse lønne.
Men kilden spinder dem, den skælm,
de sørgeflor så grønne.

Den ler: vær glad, vift sorgen hen!
Jeg lover jer, skønt lille,
et hjem at værne om igen,
så sandt jeg er en kilde.

I hvisker om den sunkne gård
med tung, erfaren susen.
I suste vel i hundred år?
Men jeg har smilt i tusind!

Bogfinken bader i kilden,
dukker sig kvikt og svirrer;
mimrer mod morgensolen,
strubedunene dirrer.

Bogfinken bygger i abild,
synger, når solen er slukket,
synger så rent af den rene
rus, den i kilden har drukket.

Midt i kilden - står du dér,
står du dér, Kærminde,
lille glade!
Lader bækken rinde, rinde
rundt om din grønne klæ'r,
smiler trygt i gennemvåde blade!

Hindbær! Hindbær! Fine, kære smag -
svundne barndom - søde sommerdag -
Haven - gavlens mur, hvor solen ler,
ler så rent og klart som aldrig mer --

Så jeg dem atter i aftensol,
tavse, de mægtige kroner.
Fældet den abild med bogfinkbol -
fuglen vel fanget i doner!
  Furen, som før
  glitrede, tør!
Svundne de rislende toner.

Blødende sol over ælmens brus,
pilen så fattig og runken.
Ned over tomten en vold af grus,
lav som en grav, der er sunken.
  Længe jeg stod. -
  Løntoppens blod
gløded, og slukkede funken.

Gysende hvisked de dunkle trær.
Fjendtlig og angst lå haven.
Hviskede: mennesket, mennesket nær.
Snart er vi faldne for saven.
  Tøvende drys,
  slyngrosens kys
visnende værgede graven.

Her var det, min kilde blev myrdet.
Men jorden er mørknet og våd;
den vidner som vidnesbyrdet
på borggulv om blodhænders dåd.

Med rørene presset i munden
blev kilden vel kvalt under jord;
men trasker en ko over grunden -
det vidner fra vandfyldte spor!

Om så over kildegrundsåren
man hundred læs pløjemuld vender,
det pibler igennem - som tåren
igennem de dækkende hænder.

Svøbt i diset sølvskin
sommermånen svømmed,
mens i sommernatten
duggrå marker drømmed.
Ene gik jeg - lytted, lytted,
mens jeg nærmed mig "Nakjælen".
  Ovre fra det sorte
  hegn en ugles vrælen.

Fløj den? Alt blev stilhed,
da jeg stod derinde
med min fod, inde der, hvor kilden
før var vant at rinde.
Men fra jorden klang en gråd,
spandt i mørket tyst sin tråd;
  hjælpeløst og stille
  græd den døde kilde.

Var det kildens genfærd?
Drømte jeg det dengang?
Siden har jeg lyttet -
ingen kildes genklang.
Men hvor ingen sprudlen vælder,
er den ingen hulken heller.
  Nu står ælm og lønne
  ligegyldig grønne.

Gemt i det gamle album
med gulnede sølverlåse,
tier bag læderbindet
en lille spilledåse.

Men når jeg betragter de bleged,
gamle fotografier,
klimpres med sprøde toner
spinkle små melodier.

De ringer så fint, så fjerne,
fra fjerne idylliske dage;
af dem er kun mindets forklarede
tone blevet tilbage.

Da er det jeg hører kilden...
Da favnes jeg helt af freden.
Da glemmer jeg alle tider.
Den toner fra evigheden.