Sigurd Lie's sidste Romancer

Saa høi en dag,
saa gylden blaa
vist aldrig før mit øie saa,
saa hvid en sne,
saa dyb en fred
vist aldrig før jeg kjendtes ved.
Saa lys en luft;
der sol naar til,
saa kvindevarm og vaarlig mild
og dog saa sval ved hanegal
jeg aldrig fandt i skogens sal.

Se granerne i dette veir
staar tause som i bøn en hær,
og straalers hjem med gylden brem,
har lyst sin fred og signet dem.

Da solen lys for første gang
steg fram for mandens blik i øst,
det første kvad ifra hans bryst
sig solbenaadet svang.

Med guddomsnavn blev lyset kaldt,
og siden hen hvert morgengry
med sang han hilste det paa ny,
naar sol paa øiet faldt.

Og derfor sang og harpeslag
og toners lek paa al den jord,
og derfor digtets aand og ord
er barn af sol og dag,
er barn af sol og dag.

Og derfor i hver ærlig skald,
som ved sin vei og vandrer den,
som ved sin daad og øver den
mægtigt, mægtigt er lysets kald,
Mægtigt, mægtigt, ja mægtigt
er lysets kald. 

Du kveld med din fred over hav og hei,
naar soløiet sagtelig svinder,
du rødmende kveld over viddernes vei
og over de snehvide tinder.
Du eier vist blund for alt, som er sygt,
og alt, som maa længes og lide,
og sænker et slør saa dulmende mygt
nedover al kval og kvide.

Du kveld med din dug over løv og bar,
nys herjed af sol fra det høie,
du svalende kveld mon ikke hu har
lidt graad for et sviende øie.
Gyd fred over en, hvis lagnad det er,
at talmes og tæres til døde,
og lad der saa gaa af dit døende skjær
en skinnende morgenrøde.