Lyrik: Digte

Hvem pusler så sent bortved gjærdegrind,
  hys, hys bortved gjærdegrind?
Hvem løfter forsigtig på slåens pind
  og sniger sig ind?

Hvem var det, som strøg langsmed birkens gren
  hør, hør langsmed birkens gren?
Var det dyrehov eller menneskeben,
  som slog mod en sten?

Hvem er det, som ser indad ruden her,
  se, se bortpå ruden der!
Et skrækkeligt ansigt i svovelgult skjær,
  hvem der, hvem der?

Der staar en sorg etsteds i mit liv, 
den kaster saa lang en skygge. 
Og hvor den falder, vil livet ei gro, 
og sorgen kan ingen rygge. 

Barmhjertige liv, jeg strækker mod dig 
i længsel og bøn mine hænder. 
— Men skyggen ligger henover min vei. 
Jeg kan ikke se, at den ender.

Långsamt som qvällskyn mister sin purpur
der öfver milsfjärdens blänkande slätt,
sakta som brisen somnar derborta
långt, så att ögat ej skönjer dot rätt,
fjerran som ekot dör efter sista
utdragna tonen af skärflickans sång,
skall jag dig glömma, du, som gaf purpur,
vårbris och toner åt lifvet engång!