Tre digte af H. C. Andersen

Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak, mon jeg rinder dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu! --
-- O Gud, hvor jeg dog er ene!

Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod;
Da sad jeg ikke alene.

Min lille Fugl, Du kommer ej
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vej; --
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
-- O Gud, hvor jeg [dog er]1 ene!

Sig himlen hvælver så ren og klar,
isblomster fryser på rudens glar;
 
i solens flamme så smukt de stå;
en yngling sidder og ser derpå.
 
Men som han på de blomster ser,
to pigeøjne derude ler;
 
så skønne blomster han aldrig så;
to martsvioler så smukke blå.
 
Isblomsten smelter ved kindens brand.
- Vorherre hjælpe den unge mand!

Højt ligger på Marken den hvide Sne,
Dog kan man Lyset i hyten se,
Der venter Pigen ved Lampens Skær
På sin Hjertenskær.

I Møllen er stille, se Hjulet står.
Snart glatter Svenden sit gule Hår,
Så hopper han lystigt, hej en, to, tre,
Over Is og Sne.

Han synger om kap med den skarpe Vind,
Der rødmer så smukt hans sunde Kind.
Snedronningen rider på sorten Sky
Over Mark og By.

"Du er mig så smuk ved Snelysets Skær,
Jeg kårer Dig til min Hjertenskær,
Kom, følg mig højt på min svømmende Ø,
Over Bjerg og Sø!1"

Sneflokkene falde så tykt, så tæt;
"Jeg fanger Dig vist i mit Blomsternet!
Hvor Snedyngen rejser sig højt på Eng,
Står vor Brudeseng!2"

Ej mer kan man Lyset i Hytten se;
I Ringdans hvirvler den hvide Sne.
Et Stjerneskud spiller bag Skyen smukt.
[Nu]3 er det alt slukt.

Klart skinner Solen på Mark og Eng;
Han sover så sødt i sin Brudeseng.
Den Pigelil ængstets, til Møllen hun går, --
Men Drivhjulet står.