Det er nat så vide over vei og vang,
det er stillt i veiret, men dog er der klang
som fra månestrålers fineste strenge.
Hvor underligt at sidde så ene og forladt!
Gad vidst, om ei det er slig majlys en nat
alverne danser over enge?

Det er nat så vide over vei og vang.
Jeg hører der bæve gjennem luften en sang,
men tonerne kan jeg ikke finde.
Det er drømme som kommer, og drømme som går,
drømme fra ivinter og drømme fra ivår,
og vermod, som vugger mig isinde.

Og vermod, som vugger sig så vide over land,
vermod indtil verdens den yderste rand,
og længsler, som flokkes og trænges.
Det hulker i skoge og det græder i krat.
Å Gud, hvor det er tungt slig majlys en nat,
at sidde her så ensom og længes!