Fem Galmandssange = Fünf Verrücktenlieder

Jeg havde begravet min elskov
histude ved vestens hav.
Og tidlig og silde så sad jeg hos min skatt 
og våged og vugged. Og så voksed der en nat
en lilje frem fra hendes grav.

Og der falder nat over vesten hav,
og det blir så stilt under himlens telt.
Da synger min sjæl, og da nynner mit blod,
da synker jeg bedøvet i andagt for din fod
og kysser dig, liljehvide jomfru!

Jeg går og leder og leder,
jeg går og græder og græder, -
jeg kan jo ei finde min egen grav -
vestenfor måne og søndenfor hav.
Og stjerner skal over den skinne...
Men intetsteds kan jeg den finde.

Så går jeg hen til min moder,
min gamle hellige moder.
Så sagtelig banker jeg på med min stav, -
min moder ligger kun taus i sin grav.
Og stjernerne over mig skinner;
men aldrig min grav jeg finder.

Det er nat så vide over vei og vang,
det er stillt i veiret, men dog er der klang
som fra månestrålers fineste strenge.
Hvor underligt at sidde så ene og forladt!
Gad vidst, om ei det er slig majlys en nat
alverne danser over enge?

Det er nat så vide over vei og vang.
Jeg hører der bæve gjennem luften en sang,
men tonerne kan jeg ikke finde.
Det er drømme som kommer, og drømme som går,
drømme fra ivinter og drømme fra ivår,
og vermod, som vugger mig isinde.

Og vermod, som vugger sig så vide over land,
vermod indtil verdens den yderste rand,
og længsler, som flokkes og trænges.
Det hulker i skoge og det græder i krat.
Å Gud, hvor det er tungt slig majlys en nat,
at sidde her så ensom og længes!

Korpen sidder på kirkeport
skriger så sårt med kvæld.
Nu er det tomt, og nu er der tyst
over det hvide fjeld.

Klokken ringer fra kirken tårn
udover øde sletter.
På korsene rider de hekse tre
og skriger i mørke nætter.

De danser over de tuer små
og leger med dødmands ben.
Så ler de høit i den tause kvæld
og hopper på gravenes sten.

Og korpen sidder på kirkeport,
og klokken den ringer mod kvæld.
Men ingen færdes vel længere nu
over det ødslige fjeld. -

Nu tier vel dagens stemmer,
og jorden sin smerte vel glemmer.
Hvor verden er øde og stor og forladt -
Sylvesternat!

Det pusler om grantræets rødder,
det tripper med tuden små fødder.
Det ånder så tungt gjennem skog og krat
Sylvesternat.

Det skraber så skarpt på min rude,
der tuder en hund langt ude.
Og stjerneskud tændes og slukkes brat
Sylvesternat.