Naar, som vi daglig see desværre,
Den Gode, Kloge lider Nød,
Mens mangen dum og nedrig Herre
Sødt slumrer midt i Lykkens Skjød; 
Naar Daarens frydefulde Stemme
Stolt dæmper Armods Klagelyd,
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Den Vises Suk og Daarens Fryd!  

Naar sultne Bondes spildte Klage
Gjenlyder fra den stolte Borg,
Hvis Eiermand, blandt gode Dage,
Forhaaner Brødres Nød og Sorg,  
Og, d&slash;vende Naturens Stemme,  
Ved deres Sved og Blod bli 'er rig,
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Hans Rigdom og hans Bønders Skrig! 

Naar en uskyldig, dydig Kone
Miskjendes af en nedrig Mand;
Naar Strømme Taarer ei forsone
En ægteskabelig Tyran;
Naar hun sit Liv maa taus bortgræmme,
Skjøndt hun af ingen Brode veed,
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Den lidende Uskyldighed! 

Naar en troskyldig, yndig Pige,
I uerfaren ungdoms Vaar,
En af vort Kjøns Foragtelige
Uheldigviis til Elsker faaer,
Og skuffet maa tilsidst fornæmme
Bagtalelsens og Kummers Braad;
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Den yndige Forførtes Graad!  

Var ein den Saft af røde Druer, 
Hvo vilde længer blive her?  
Thi, hvor den Vises Øie skuer, 
Det møder lutter Lidelser.
Høit lyder Undertryltes Stemme,  
Forførtes Skrig fra Syd til Nord   --  
Op, Brødre!  drikker, for at glemme
Vor hele sørgelige Jord!