Den Herre, som dannede Himlen den blå, 
Som plantede Stjerner deroppe, 
Som skabte de Dale, hvori vi mon gåe, 
Og Bjergenes kneisende Toppe, 
Os skjenkede han 
Vor Konge, vort Land, 
Tak være den Herre deroppe! 

Den Herre os Fader og Moder jo gav, 
Og Venner og Sødskende kjere, 
Tilsidst han os skjenker den rælige Grav, 
Og Himlenes evige Ære, 
Han haver os kjer, 
Vor Fader han er, 
Vor Tillid og Trøst skal han være. 

Frit tør jeg det sige, Gud lyver han på, 
Som taler om raslende Lænker, 
Med hvilke Gespenster om Natten omgåe 
At udføre Djevelens Rænker, 
Gud haver os kjer, 
Vor Fader han er, 
Kun Glæde og han os skjenker. 

Og hvis han vil straffe, er Lynildens Piil 
Hans Våben, og Torden hans Stemme, 
Er Havenes Strømme og Bjergenes Ild 
Tilrede, hans Hensigt at fremme, 
Met Helvedes Ånd 
Og Dødningers Hås;nd 
Han har os ej nødig at skremme. 

Nej mildeste Fader!  som Dagen er din,
Så er du og Midnattens Herre, 
Og aldrig i Verden du satte os ind 
For frygtsomme Trælle at være, 
Almægtig du er, 
Og haver os kjer! 
Vor Frygt skal ej krænke din Ære!