Skjøn er Vaaren! lifligt Solen
Farver Bøgens lyse Top;
Bukkar dufter og Violen
Slaaer med Blu sit Øie op;
Bag de bløde, grønne Lokker
Smiler Rosens spæde Mund,
Og som klare Sølverklokker
Klinger Fuglesang i Lund.

Skjøn er Vaaren! ak, men svinder
Flygtig som et Aandedrag;
Om dens Herlighed os minder
Snart kun Løvets gule Lag;
Rosen slumrer, Lilien segner,
Livet døer paa Mark og Vang,
Solens varme Kinder blegner,
Stum er Lundens Klokkeklang.

Men en bedre Vaar jeg kjender,
Ingen Vexel hersker der:
Stadigt Rosens Flamme brænder
Mildnet huldt af Liliens Skjær;
Sjælens Blomster, frie og unge,
Staae just der i freidig Flor,
Og i Helligdommen sjunge
Evigunge Længslers Chor.

Hun er Vaaren, jeg har fundet, —
Paradisets unge Frugt!
Hun er den, som fast har bundet
Ved sin Trolddom Tidens Flugt!
Ak, i Hendes Smil, i Sukket,
I det milde, kjære Blik
Har mit Hjerte dybt inddrukket
Evighedens Ungdomsdrik! —