Når rugen alt bølger,
og kornblomsten dølger
sin blå lille kyse
bag gitter af strå;
 
når gyldenregnsgrenen
omarmer syrenen
og blander sin duft  
i det solfyldte blå:
 
da kommer, da kommer
vor danske skærsommer,
hvad gøgen forlængst   
har haft travlt med at spå.
 
Når egene knoppes,
og granerne duppes,
mens bøgen har mørknet 
sit lyseste blad;
 
når roser udspringe
af torne, der stinge,
lig luende elskov  
af truende had:
 
da kommer, da kommer
vor danske skærsommer
gør frejdig den glade,  
den ængstede glad.

I brændende stråler
som rosen ej tåle,
kys ikke tildøde   
dens svulmende mund
 
Og storm ej i blinde,
letsindige vinde!
Bring ikke for tidligt  
adspredelsens stund!
 
Thi bedst som den kommer,
vor danske skærsommer,-
ak, så er den fly't  
som et drømmerigt blund.