Forår og Sommer = Frühling und Sommer

Nu sænker sig vårens svangrende luft,
og knopperne briste, og blomsten får duft,
og bølgen som længe smægted i tvang,
går atter sin blinkende gang,
i dunkle lund,
i dæmrende stund,
bag løv, som skærmer
en nattergal sværmer,
og tonerne synke dybt i mit bryst
som suk, som savn, som smeltende  lyst!

Nu gløder i rosen Eros sin pil
og svinger sin bue med trods og med smil,
han stiger fra jord som kvidrende fugl
og spejder bag skyen, bag skyen i skjul:
O vogt nu tro
dit hjertes ro!
Hans pil er båren
af duften i våren,
den træffer som lyn og fylder dit bryst
med suk, med savn, med smeltende  lyst!

Du fattige busk,
hvor er du skøn!
Hvor yndig og fin,
hvor sommergrøn!
Din blomstertop bandt ingen op,
når den blev rosentung,
dog flammer du for solens glød,
lig kærlighedens rose rød,
mens sjælen er ung.

Hvem dufter du for?
For hjort og hind.
Hvem plukker din blomst?
Kun nattens vind!
Men næste vår igen du står
med blus på hver en gren;
Da tændes atter rosens glød,
men kærlighedens rose rød,
dens maj er kun én.

Når rugen alt bølger,
og kornblomsten dølger
sin blå lille kyse
bag gitter af strå;
 
når gyldenregnsgrenen
omarmer syrenen
og blander sin duft  
i det solfyldte blå:
 
da kommer, da kommer
vor danske skærsommer,
hvad gøgen forlængst   
har haft travlt med at spå.
 
Når egene knoppes,
og granerne duppes,
mens bøgen har mørknet 
sit lyseste blad;
 
når roser udspringe
af torne, der stinge,
lig luende elskov  
af truende had:
 
da kommer, da kommer
vor danske skærsommer
gør frejdig den glade,  
den ængstede glad.

I brændende stråler
som rosen ej tåle,
kys ikke tildøde   
dens svulmende mund
 
Og storm ej i blinde,
letsindige vinde!
Bring ikke for tidligt  
adspredelsens stund!
 
Thi bedst som den kommer,
vor danske skærsommer,-
ak, så er den fly't  
som et drømmerigt blund.

Nu kan vi danse!
Lystigt i sommerluft
binde vi kranse,
ånde vi blomsterduft!
Lilier bløde
roser de røde,
nelliker, bukkar,
violen den blå
her rundt om os stå,
 
Vi har en gynge
hængt mellem eg og bøg,
den kan os slynge
højt under leg og spøg.
Køligt os vinden
suser om kinden,
surrende bier
os sejle forbi
så lette som vi!
 
Gøgen den galer,
lærkerne kvidre smukt,
venlige svaler
svæver i sagte flugt,
Yndige sommer,
næppe du kommer,
smilende, rødmende,
liflig men kort,
så iler du bort,
ak, så iler du bort!