Nu, da de Alle sover,
Og Fiskerlejet er tyst,
Og Vinden er vendt og staar over
Imod den fremmede Kyst;
Nu, da de trællende Vover
Har Ro, til det atter blir lyst,
Nu vil jeg lette ved Havets
Strande mit fulde Bryst.

 ... 

Ak, Elskede, Du som sover
Langt borte paa Puden tyst,
Og aner ej, hvilke Vover
Der slumrer paa denne Kyst,
Du rækker i Drømme over,
Vil hælde Dig op til mit Bryst, --
Du véd ej, at Freden er borte,
Saa saare det atter blir lyst.