Da solen lys for første gang
steg fram for mandens blik i øst,
det første kvad ifra hans bryst
sig solbenaadet svang.

Med guddomsnavn blev lyset kaldt,
og siden hen hvert morgengry
med sang han hilste det paa ny,
naar sol paa øiet faldt.

Og derfor sang og harpeslag
og toners lek paa al den jord,
og derfor digtets aand og ord
er barn af sol og dag,
er barn af sol og dag.

Og derfor i hver ærlig skald,
som ved sin vei og vandrer den,
som ved sin daad og øver den
mægtigt, mægtigt er lysets kald,
Mægtigt, mægtigt, ja mægtigt
er lysets kald.