Jeg kunde for Længsel ej sove,
En Blomstervind
Slog mig imod,
Strømmed herind ad mit Vindu
Som en vellugtaandende Flod;
Jeg hørte de høje Palmer
Suse svagt
Med sød Musik;
Det hvisked ihvor jeg stod og gik:
  Sakuntala, Sakuntala.

Du evige Himalaya,
Med Panden højt
Mod Himlens Tag,
Hvi sender Du dine Kilder
At møde min Fod i Dag?
Hvi risler de duftende Vover
Mindetungt
Forbi mig hen?
Hvi møder mit bævende Blik igen:
 Sakuntala, Sakuntala.

O Pige, Du sænker dit Øje
Saa fugtigt blødt
Ind i mit Blik,
Som var det i denne Time,
Den bindende Ring Du fik!
Ak, ikke en enkelt Time,
Enkelt Dag,
Nej tusinde Aar
Skillende mellem os begge staar:
 Sakuntala, Sakuntala!

Du tabte ej Ringen i Floden.
Dushjántas selv
Har slængt den hen,
Og stemmed han end den vilde Strøm,
Han bringer ej Ringen igen.
Dushjántas i Palmelunden
Jage vil
Langs Flodens Bred;
Han skyder en Antilope ned:
  Sakuntala, Sakuntala.