I Solen går jeg bag min plov.
Jeg nikker til den grønne Skov,
Hvor du, min Lykke, gemmer dig.
Mit Hjerte ler og gemmer sig
Og gemmer sin Lyksalighed
Til Sol går ned, til Sol går ned.

 ... 

Min Lykke siges ej med Ord.
Den straaler dyb og rig og stor
i Blikket, som hun sender mig.
Min Lykke, der jeg kender dig
og mig, og vor Lyksalighed,
som ingen ved, som ingen ved.

Jeg pløjer op det gode Muld.
Men ingen ser det gyldne Guld,
Som i mit Hjerte gemmer sig.
Jeg gemmer mig, jeg gemmer dig,
Jeg gemmer vor Lyksalighed
Til Sol går ned, til Sol går ned.