Saa bittert var mit Hjerte,
saa mødig var min Fod,
saa syg og ensom var min Sjæl
da jeg ved Maalet stod.
De sultne Krager skriger vildt,
hvor sorte Storme gaar.
Kom Vaar!

Kom Danmarks blide Sommer.
Kom blomsterbroget Vang.
Kom gylden Dag og hvide Nat.
Kom søde Fuglesang.

Men Træets magre Grene
er i fortvivlet Trods
strakt op mod Mørkets vilde Hær,
som gaar henover os.
Nu falder Spurven død til Jord
og Mulden gør sig haard.
Kom Vaar! 

Kom Danmarks blide Sommer.
Kom blomsterbroget Vang.
Kom gylden Dag og hvide Nat.
Kom søde Fuglesang.

 ... 

Men fattigst fryser Korset,
som et froststivnet Raab,
de tomme Hænder bærer kun
paa et korsfæstet Haab.
Urolig er de Dødes Søvn,
de mindes deres Saar.
Kom Vaar!

Kom Danmarks blide Sommer.
Kom blomsterbroget Vang.
Kom gylden Dag og hvide Nat.
Kom søde Fuglesang.

 ...