Det var en dæmrende Sommernat
Et Skib laa tæt under Ø,
Hvor dunkle Lunde og hængende Krat
Sig spejled i klaren Sø.

Alt gik en forfriskende Morgenluft
Igjennem den stille Nat
Og Søens Aande og Græssets Duft
Sødt havde sig sammensat.

Det dunkle Skib endnu roligt laa,
Dets Master mod Himlen stod;
Dog havde det alt beredt sig paa
At sprede sin Vinge god.

Thi naar Dagens første Gyldenbud
Sit Skjær over Aasen gav,
Da skulde det stævne af Fjorden ud
Mod det vilde, det fremmede Hav.

Og se! paa Dækket forventningsfuld
Min unge Hustru sad;
Hun var saa fager, hun var saa huld
Som den rød mende Roses Blad.

Hun havde sin Haand i min ømt lagt
Mens ud i det Fjerne hun saa;
Hendes Drøm var nu til Gjerning bragt;
Vi skulde tilsammen gaa

Langt over Hav til fremmede Kyst
Til sydens dejlige Land,
Vi skulde vandre i Ungdomslyst
Ved Arnos, ved Tiberens Strand.

For hende laa Livet saa morgen klart,
Saa daglangt, saa skønhedsrigt
Hun svævede ud paa den herlige Fart
Som Dronningen i et Digt.

Gud være lovet hun da ej saa
Ret dybt i Fremtiden ind;
Ej længe derefter hun stille laa
Under Muld med hviden Kind.