Vandrer jeg i Graneskogens Stille,
hører Løvets Sus, det tungsindsmilde,
Bjældeklangen som en Vemodstrille
lyde dæmpet over Tjernets Vand,
-- da et Suk i Stilheden jeg fanger:
Skogen sørger for sin tabte Sanger,
Norges Skytsaand, Henrik Vergeland!

Gaar jeg ind i Bondens Bjælke-Stue,
hører ham ved Hjemmets varme Grue
tale sagaklogt, mens Hjertets Lue
flammer høit hos Kvinde som hos Mand,
-- da jeg finder igjen din gyldne Grøde,
Sædemand, med Folkets Sjæl i Møde,
Norges Skytsaand, Henrik Vergeland!

Lyder Thingets Ord med Kraft i Salen,
er der Ild og ægte Malm i Talen,
lyner Tanken som et Sværd paa Valen,
varm af Elsk til Hjemmets Sagastrand,
-- da din Aand henover Thinget svæver,
da din Eidsvolds Tanke i det lever,
Norges Skytsaand, Henrik Vergeland!

Al vor Ungdom Fylking om dig danner.
Den har svoret til dit høie Banner.
"Frihed, Norskhed!" Løsnet er, som stander
paa den lyse Dug i blodrød Brand.
Norges Ungmø, bleg i Taareglandsen,
dig vemodig rækker Mindekrandsen,
Norges Skytsaand, Henrik Vergeland!

Tør hun sukke, at for kort du leved?
Strengen springer dog, naar høist den bæved,
Frugten falder, er den moden blevet.
Du var færdig!  Dag sken over Land.
Stjernen blegner jo, naar Dag er oppe.
Du har Bauner tændt paa alle Toppe,
Norges Skytsaand, Henrik Vergeland!

Stolte Billed paa vort Vaarlivs Sage,
Bolde Kjæmper i de onde Dage,
du, hvis stærke Skuldre uden Klage
tog vor Byrde og til Død holdt Stand!
Skjønne Morgengry, du signet være!
Hjertet svulmer ved dit Livsdigts Ære,
Norges Skytsaand, Henrik Vergeland!