I Sommer var Skoven saa grøn, saa grøn,
Og Kvidderen gik saa lunt iløn.
Da blæste Stormen sin vældige Lur,
Det skjalv i den tætteste Blademur.

Og anden Gang han tog Luren fat,
Da falmede Skovens grønne Hat.
Men tredie Gang da sank hvert Løv,
Og Bladene fløj i Slud og Støv!

Alt blev plyndret en Efteraarsnat,
Nu holder Vintren sit Indtog brat.
Alt er saa koldt, saa tomt og øde,
Mangen en Bøg blev dømt til Døde.

Hvor blev du af, du milde Sol?
Stormen har taget din Kongestol!
Blegnet er hver en Rosensblomme,
Somren er omme! Somren er omme!

Men Fattig folk prise Stormens Rov,
Lidt Brædsel de sanke til Husbehov
Og Vintren, som er saa streng og haard,
Den læger nok selv de slagne Saar.

Den kaster sin Kaabe hvid og blød
Om hver en Vunde, som Stormen brød.
Lad Vintren kun være streng og haard,
Der kommer engang saa lys en Vaar.

Det ved hvert eneste lille Frø:
"For ret at leve man først maa dø!"
Det ved hvert eneste lille Skud:
Engang raaber Solen: "spring ud!"

Lad Vintren kun være streng og haard,
Der kommer engang saa lys en Vaar!
Eja, hvor bli'r det sødt at se
Den første Blomst i den sidste Sne!