Høit over Bøgens Top
Der gåer en Stjerne op,
Og skuer ned til Skovens dunkle Kroner,
Og dybt fra fjerne Krat
I stille Sommernat
Der lyde Nattergalens ømme Toner.
 
De lange Skygger måe
Med Tågesløret på
Hensvæve tyst og langsomt over Mosen;
Og så fortrolig, øm
Som i en Elskovsdrøm
Udånder Lilien tusind Suk til Rosen:

„O, mindes du dengang,
Da vi, mens Lærken sang,
Opvågnede ved Forårssolens Lue?
Og da dit søde Blik
Mit Øie henrykt fik
Med al sin hede Længsels Kraft at skue?
 
Vi folded ud vor Knop,
Og voxde sammen op;
Men Stormen snart vort spæde Løv adspreder,
Dog af vort korte Liv
Har Kjærlighedens Bliv
Jo skabt en salig Sum af Evigheder.”
 
Men Rosen stod så tyst,
Og gjemde i sit Bryst
Al Sødhed, som den hemmeligt bevared;
Kun Stjernens Sølverglands
I Duggens Perlekrands
Lod Elskov anende fortolke Svaret.

En Gysen sagte gåer
Igjennem Skovens Hår,
Fra Østen farves blege Himlens Kinder;
Hver Stjerne slumre vil,
Og lukker Øiet til,
Mens Natten, Sorgens hulde Ven, forsvinder.

O, lad mig, dunkle Jord!
Hvad anende jeg troer,
Bekjende for dit tause Moderhjerte;
Du kjender vist mit Savn, —
Lad snart mig i din Favn
Udgræde al min Vemods søde Smerte.