Velsignet skibet være,
velsignet havets vand,
som venligt ville bære
dig atter til vor strand.

Velsignet hver en luftning,
der svæved om din kind;
velsignet hver en duftning,
der kvægede dit sind!

Velsignet i det fjerne
i himlens herlighed
den klare, fromme stjerne,
som dig tilsmilte fred!

O, turde jeg nu tilhviske
dig alle blomsterord,
som altid lige friske
her i mit hjerte bor!

Ak, mangen nat er svundet,
og mangen bitter dag,
mens jeg, i smerte bundet,
har talt mit hjertes slag.

Mens fjernt i sorgens øde,
mit blik ej hvile fandt,
så mine tanker døde
og håbets fakkel svandt.

Jeg kunne mig ej værge
mod smerter og mod savn;
de lod sig ej besværge
selv ved dit kære navn.

Jeg mægted ej at fri mig
for sorgens trylleri, –
og timen gled forbi mig
med intet indhold i.

Men nu – du bringer freden?
ej sandt? du har ej glemt,
at du for evigheden
har mig i dit hjerte gjemt?