Bergvæg, brist med larm og brag
for mit tunge hammerslag;
nedad må jeg vejen bane –
mod det mål, jeg kun tør ane.

Dybt i fjeldets stille nat
vinker mig den rige skat,
diamant og ædelstene
mellem guldets lyse grene.

Og i dybet er der fred,
fred og nat fra evighed;
bryd mig vejen, tunge hammer,
til naturens hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde himlens fred i eje.

Men jeg glemte vårens pragt
i den midnatsmørke schakt,
glemte fuglens glade sange
dybt i grubens tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med barnligt sind:
dybets ånder skal mig råde
livets endeløse gåde. –

End har ingen ånd mig lært,
hvad mig tykkedes så sært;
end er ingen stråle runden,
som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej
frem til klarhed denne vej?
Lyset blinder jo mit øje,
hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;
der er fred fra evighed; –
bryd mig vejen tunge hammer,
til naturens hjertekammer!

Hammerslag på hammerslag
indtil livets sidste dag!
Ingen morgenstråle skinner,
ingen håbets sol oprinder.