Bergmanden og Solveigs Sange

Bergvæg, brist med larm og brag
for mit tunge hammerslag;
nedad må jeg vejen bane –
mod det mål, jeg kun tør ane.

Dybt i fjeldets stille nat
vinker mig den rige skat,
diamant og ædelstene
mellem guldets lyse grene.

Og i dybet er der fred,
fred og nat fra evighed;
bryd mig vejen, tunge hammer,
til naturens hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde himlens fred i eje.

Men jeg glemte vårens pragt
i den midnatsmørke schakt,
glemte fuglens glade sange
dybt i grubens tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med barnligt sind:
dybets ånder skal mig råde
livets endeløse gåde. –

End har ingen ånd mig lært,
hvad mig tykkedes så sært;
end er ingen stråle runden,
som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej
frem til klarhed denne vej?
Lyset blinder jo mit øje,
hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;
der er fred fra evighed; –
bryd mig vejen tunge hammer,
til naturens hjertekammer!

Hammerslag på hammerslag
indtil livets sidste dag!
Ingen morgenstråle skinner,
ingen håbets sol oprinder.

Kanske vil der gå både vinter og vår,
og næste sommer med, og det hele år; --
men engang vil du komme, det ved jeg vist;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.

Gud styrke dig hvor du i verden går!
Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står!
Her skal jeg vente til du kommer igen;
og venter du hist oppe, vi træffes der, min ven!

Nu er her stellet til pinsekvæld.
Kære gutten min, langt borte, – kommer du vel?
Har du tungt at hente, så und dig frist; –
jeg skal nok vente, jeg lovte så sidst.

Sov, du dyreste gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge.

Gutten har siddet på sin moders fang.
De to har leget hele livsdagen lang.

Gutten har hvilet ved sin moders bryst
hele livsdagen lang. Gud signe dig, min lyst!

Gutten har ligget til mit hjerte tæt
hele livsdagen lang. Nu er han så træt.

Sov, du dyreste gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge.