Veninde, luk Verandadøren op! Lad Solen skinne,
den varme Sol, Guds Sol, den gode, milde Foraarssol!
Aa Herregud, Veninde, kom! Her fandt jeg en Viol!
Og endnu en og endnu en; saa kom dog ud, Veninde!

Og Crocus, Crocus finder jeg og her en Oljebille,
en drægtig Hun, som blaa og blank fra Løvet kravler op.
Og hvad er det? Aa hør! Aa se! I Lindens nøgne Top!
Et Stærepar! En Han og Hun, som fløjter deres Trille.

Og mærker du den muldne Lugt i alle Havens Gange?
Veninde, kom! Nu vil vi gaa en rigtig Foraarstur
i Pløjejord, i muldent Løv, i grødetung Natur —
Tag dine tykke Støvler paa og jeg vil ta’ de lange!

Saa skal vi gaa os rigtig dejlig træt i Mark og Skove;
og Vaarens friske Rødme skal vi fange paa vor Kind;
og vende hjem i Aften ved de første Stjerners Skin —
og saa i Seng! Aa Gud, min søde Ven, hvor vi skal sove!

Men luk Verandadøren op, Veninde, Solen skinner.
Dens Straaler varmer i min Sjæl, jeg blir saa glad derved.
Jeg blir saa sært vemodig glad og hjertevarm derved
og tænker paa min Lykkes første Kys paa dine Kinder.