Der sad en Fugl paa Bøgekvist,
Den sang saa kjønt i Lunden,
Den lytted til mit Hjerte vist,
Og sang det efter Munden.

Og Hjertet var saa frit og glad,
At det var intet Under,
Om Begges Sange fulgtes ad
Og gav sig gode Stunder.

Luun streifed Luften henad Mark,
Mens Solen gik sin Bane,
Tvers over dunkelgrønne Park
Der gled den stille Svane.

Den smas Kjærminde smiled ømt,
Med Øiet fyldt af Duggen,
Og røbed, hvad den havde drømt
Den Sommernat i Vuggen.

Til Gjæst hos Kløvret Humlen gik
Alt i sin lodne Kofte;
Muusvaagen svæved som en Prik
Høit under Himlens Lofte.

Jordbærret, duftende og rødt,
Imellen Græsset blinked;
Fra Hybenbusken Rosen sødt
Med Elskovsblik mig vinked.

Og der var Nok at kvæde om
For den, der kunde kvæde,
Og Tanken gik, og Tanken kom,
Saa det var ret en Glæde.

Vi sang og jubled op og ned
I Løb og Triller klare,
Og mente, den Livsalighed
Vel evigt kunde vare.

Men op fra Horisontens Kyst
Sig vælted Skyer vilde;
Da Fuglen tang, og i mit Bryst
Der blev det ogsaa stille.