Jeg vandrer gennem Skoven
Vved Juletid!
Der falder Sne fra oven
Så vinterhvid:
Så vinterhvid den frosne Dug
Neddrysser lydløst, Fnug ved Fnug,
Og smelter på min Hånds den varme Flade,
Mens Foden træder melem visne Blade.

Jeg ser på Hånden de tårer stå --
Det er som en Hulken jeg hørte:
Nu blir vore Minder, store og små,
Gennem Skoven for Vinden førte.
Skal alt da hvirvles for Vintren hen,
Skal Sorg og Adskillelse råde?
Nej, Julesneen er Menneskets Ven,
Den gemmer hans dybeste Gåde.

På hånden et Fnug -- en Dråbe så hed --
Vi stirrer mod tindrende Blikke:
En Tåre, som gennem vor Tanke gled --
Ak! andet er det vel ikke!
Men krymper vi os under Verdens Nød
Mens Tiderne ældes og strænges:
Den frosne Tåre, den falder så blød
På alt, hvad som savner og længes.

Jeg vandrer gennem Skoven
Ved Juletid!
Der falder Sne fra oven
Så forårsblid:
Så forårsmildt de bløde Fnug
I Faldet smælter som en Dug,
Det nådigst alle skjulte Spirer væder --
Mens alle Minders Kilder sagte græder.