I fjerne Kirketaarne hist 
Nu Aftenklokkerne ringe.
Snart sover liden Fugl paa Qvist
Med Hovedet under sin Vinge.
Nu samles Frænder kjönt igjen,
Som Fugleunger paa Grene;
Men den, som har slet ingen Ven, 
Han sidder ved Qvel alene.

Snart ruller ud den stille Nat
Sit Skyggefloer over Himlen,
Og den, som sidder meest forladt,
Seer op imod Stjernevrimlen.
Og gjennem Himmelslöret ud
Der skinner Öine fuldklare:
Mildt seer den kjære store Gud
Herned med sin Stjerneskare.

Han seer til sine Börn da vist,
Han seer til Höie og Ringe,
Selv til den lille Fugl paa Qvist
Med Hovedet under sin Vinge.
Til dem, som sove, seer han hen;
Han vugger Fuglenes Grene;
Og den, som har slet ingen Ven,
Han lader ei sidde ene.

Det Barn, der synes meest forladt,
Gud Fader selv vil bevare:
Han sender i den stille Nat
Til Jorden sin Engleskare.
De sprede deres Vinger ud,
Naar alle Öine sig lukke.
Selv vaager hele Verdens Gud
Ved Skabningens store Vugge.