Luften sitred, da Solen gik ned;
at skilles gør saa bedrø
Nu mørkner Løvet
ved Søens Bred;
løft Dig min Sang og hold Dig bered',
den Savnede vil vi besynge. 
I Høstnatten falmer den duftende Krans, 
som Vaaren fik flettet af Blomsternes Klynge; 
Høsten rækker en Tankekrans, 
men det er Blomster, som tynge.

De blev jo vædet af Aftenens Dug, 
af Skyens perlende Taare; 
de blev ej fredet for Vindenes Suk, 
om og de blev fredet for Øksernes Hug, 
da Bøgen lagdes paa Baare. 
Det blev et tungsindigt Blomsterkuld 
trods Formens Renhed og Farvens Guld;
de spired omkring den kløvede Bul,
de dufter af Muld,
og de længes mod Solskin saa saare.

Løft Dig, min Sang, mod den sitrende Luft;
den Savnede vil vi besynge.
Lad Blomsternes Klynge
kun mangle i Duft,
lad Maanen staa bleg i den blaanende Luft;
vor Sang har dog Kræfter tilbage. 
Hvad Vaaren slængte for rundhaandet hen
i Tillid til Sommerens evige Dage, 
det samler Høsten. Og stærkest er Den, 
som véd: der er kort kun tilbage!