6 Sänge til Tekster af H. Drachmann , opus 8

Luften sitred, da Solen gik ned;
at skilles gør saa bedrø
Nu mørkner Løvet
ved Søens Bred;
løft Dig min Sang og hold Dig bered',
den Savnede vil vi besynge. 
I Høstnatten falmer den duftende Krans, 
som Vaaren fik flettet af Blomsternes Klynge; 
Høsten rækker en Tankekrans, 
men det er Blomster, som tynge.

De blev jo vædet af Aftenens Dug, 
af Skyens perlende Taare; 
de blev ej fredet for Vindenes Suk, 
om og de blev fredet for Øksernes Hug, 
da Bøgen lagdes paa Baare. 
Det blev et tungsindigt Blomsterkuld 
trods Formens Renhed og Farvens Guld;
de spired omkring den kløvede Bul,
de dufter af Muld,
og de længes mod Solskin saa saare.

Løft Dig, min Sang, mod den sitrende Luft;
den Savnede vil vi besynge.
Lad Blomsternes Klynge
kun mangle i Duft,
lad Maanen staa bleg i den blaanende Luft;
vor Sang har dog Kræfter tilbage. 
Hvad Vaaren slængte for rundhaandet hen
i Tillid til Sommerens evige Dage, 
det samler Høsten. Og stærkest er Den, 
som véd: der er kort kun tilbage!

Paa Stranden skælver ej det mindste Blad;
Her ruller Søen sølvblank ud sit Bad,
Og Solnedgangen lejrer sig derover.
I Himlen smeltes ind de bløde Vover,
Du skuer mod uendelige Sletter
Af Barndomsminder uden mørke Pletter,
Vemodig glad: -
De lyse- Nætter, ak de lyse Nætter!

Vi lo jo før saa længe 
og spandt paa Glædens Traad,
nu kan vi sagtens trænge
en Smule til Graad; 
naar Graaden saa er standset,
saa gaar vi ud og ser 
paa Stedet, hvor vi dansed;
dér danser vi ej mer.

Dér sætter vi os stille 
i Skyggen paa en Bænk, 
hvor Solens Straaler spille 
med tavlede Stænk.
At sidde selv i Skyggen 
og se, hvor Solen lér,
at glæde os ved Lykken, 
som var. Hvad vil vi mer?

Foroven skærmer Løvet 
mod altfor megen Sol,
forneden tegner Støvet 
en lysblomstret kjol!
I Kjolen har Du danset,
paa Blomsten har Du grædt;
men Leg og Graad er standset,
Nu er mit Hjærte let.

Jeg hører i Natten
fra stille Skove
et Raab, som af: hjælp mig,
min Gud!
Jeg rejser mig, lytter,
kan ikke sove,
jeg kaldes, jeg kommer
derud.

Jeg vækker i Natten
de slumrende Skove
med hviskende Stemme:
hvem dér?
I Natten, med Ret til
at tie og sove,
staar søvntunge Buske
og Trær.

Jeg ængstes, som var det
for meget at vove,
jeg løfter min Stemme:
hvem dér?
Jeg lytter. Fra søvntunge,
slumrende Skove
spørger mig Ekko:
hvem dér?

Jeg iler i Natten
fra stille Skove,
jeg grubler, jeg grunder;
min Gud!
Jeg lægger mig, lytter,
kan ikke sove.
Hvem er jeg? hvordan ser
jeg ud? 

Kun af den sagtnende Dønning
En Lyd, som paa enkelte dybtstemte Strenge,
Et døende Spil. Det varer ej længe,
Saa tier det altsammen stille;
Natvinden standser sin Trille,
Stjernen ser til.
 
Op fra de skumrende Strande,
Fra Søen, som sover saa dybt, som den Sunde
Ene formaar,
Der stiger i Blunde
Tanker til Gengæld for Lyde,
Syner, som jeg kun kan tyde,
Du kun forstaar.

Som ingen har Ord
For Nattens Skønhed,
Hvad enten den straaler
Stjernefunklende
Eller den hviler
Tyst som Barnet
Bag Vuggefangets
Sænkede Forhæng

Som ingen har Toner
For Maaneglimrets
Hvisken med Strømmens
Sitrende Vover,
Eller for hine
Suk, der iler
Aandeagtige
Dagen forud -:

Saa nævner ingen
I Ord eller Toner
Hine Tider,
Hvor Kvindeøjet
Rummed en Verden
Af Nattens Skønhed
Ud over Maalet,
Menneskegrænsen.

Men den, der suger
Som Sivet Maanens
Hvisken med Strømmen
Og drikker som Luften
Nattesukket: -
For ham er den kommende
Dag en Lidelse,
Solen en Bøddel.

Og den, som elsked
Saa højt en Kvinde,
At Sjælen hastigt
Svang sig mod Grænsen
Og Menneskemaalet
Overskredes, -
Han finder sig snart
Som Betler ved Døren.

Dog, har han, skønt Betler,
Den stoltes Styrke,
Saa rejser han sig
Med Ryk fra Døren,
Skærer af Kaabens
Pjalter en Kittel
Og drager standhaftig
Resten af Vejen.