Glæd dig! glæd dig! Tiden kommer,
Da fra Vintrens dunkle Vraa
Til sin lid, sit Himmelblaa
Kalder os den muntre Sommer,
Synger fro:
«Kom herud, I stakkels To!
Kom, tag Deel med mig i Lykken!
I skal vende Sorgen Ryggen.

O, jeg veed det nok, at Smerte,
Uro, Jammer, alle Slags,
Som man ei kan hæve strax.
Plager et uskyldigt Hjerte;
Men lidt Trøst,
Nogen Glæde ved mit Bryst,
Har jeg altid dog hørt sige,
Finde de Ulykkelige.

Naar i Skoven Jægeren skyder,
Kløver dufter rundtomkring,
Kildevæld gjør Hop og Spring,
Skyen fuld af Lynild flyder,
Fiske smaa
Stikke Hovdet af det Blaa,
Og bag Løvene sig sanke
Tusind vevre Sladderhanke --

Gjerne hører jeg fortælle:
«O, hvor Sommeren er smuk!»
Mangt et Hurra, mangt et Suk,
Veed jeg, ikkun mig kan gjælde.
Men der er
Meer end Een, som jeg har kjær:
Digterne, hvor de mig møde,
Kan jeg kysse halvt til Døde.

Og hvad Malerne henrive!
Denne Speiden, dette Blik!
Denne Træffen paa en Prik!
Dobbelt rød man vel maa blive;
Dog, de vil --
Deres Konst det hører til --
Man maa lade sig betragte;
Hvo vil slig en Smaating agte?

De Forelskte i min Skygge
Allermeest jeg holder af;
Gud dem noget Yndigt gav,
Var de ellers nok saa stygge.
I mit Huus,
Under Nøddetræets Suus,
Er de ret, som var de hjemme,
Kan de sig og Verden glemme.

Kom da ogsaa ud, I Gode!
Og den lille Rolling der
Af en Green en Kjephest skjær,
Hæng en Krands omkring hans Ho'de!
Jordbær smaa
Rødme, hvor I staae og gaae;
Jeg vil vise Vei i Lunden,
Putte ham dem selv i Munden.

Jeg er med jer, naar I vandre
Hjem blandt vilde Rosenhegn,
Trykket af en sagte Regn
Under Løvet til hverandre.
Guld i Blaat
Følger paa mit Vaadt og Graat,
Og bag Bladet i det Dunkle
Skal en smuk Sancthans-Orm funkle.

Ja, jeg giver Kildevandet
Et Slags udsøgt, munter Kraft,
Som skal, meer end Druesaft,
Bringe eder her paa Landet
Til at lee,
Til at see
Alt, hvad Livet forestiller,
Som igjennem Viisdoms Briller.»