Fem Sange. Digte af Emil Aarestrup og Henrik Hertz

Kan du erindre, bag grønne Grene,
Det Sted for Elskov, for Elskov ene,
Hvor du mit Hjertes Løndom vide fik?
Hvor Maanens Ild, som mit Mod besjælte,
Din Rødme saae, da jeg for dig knælte,
Mit Haabs Triumf i dine vaade Blik?
Da du til Barmen dengang sank mig glad,
Bandt Elskov os -- vi skilles aldrig ad!

Og da jeg Navne dig gav, Veninde,
De bedste Navne, jeg kunde finde:
Mit Liv, mit søde Liv, blandt andre fieer,
Din Sølvrøst tonte: «Hvor kan du falde
Just paa dit Liv mig, dit Liv at kalde?
Din Sjæl! din Sjæl! det Navn jeg ynder meer.
Dit Liv forgaaer -- men Salighed for mig
At være Sjælen, som ei skill's fra dig!«

Min søde Glut! naar du er død,
Og Gravens Steen dig dække,
Da gaaer jeg langsomt til dig ned
Og vil mig hos dig lægge.

Jeg kysser, favner, jeg trykker dig,
Du Stille, du Blege, du Blide!
Jeg skjælver, græder, og til et Liig
Jeg bliver selv ved din Side.

De Døde staae op til luftig Dands,
Naar Midnatsklokkerne larme;
Vi to, vi blive i Gravens Dyb,
Jeg hviler i dine Arme.

De Døde staae op til sidste Dom,
Til evig Qval eller Glæde;
Vi to bekymre os ei derom,
Vi blive rolig dernede. 

Jeg mindes dig, naar Morgensolen brænder
  Paa Havets Bly;
Jeg mindes dig, naar Maanen Lyset sender
  Fra blege Sky.

Jeg skuer dig, naar i det Fjerne Støvet
  Paa Veien staaer;
I dybe Nat, naar eensom mellem Løvet
  En Vandrer gaaer.

Jeg hører dig, naar Havet skyller Voven
  Mod Strandens Kyst;
Jeg lytter ofte længselsfuld i Skoven,
  Naar Alt er tyst.

Hos dig jeg er, hvor langt du end dig fjerner,
  Du er mig nær!
Sol synker alt, snart funkle mine Stjerner --
  O, var du her!

Læg dig kun ned og sov kun trygt!
Som Nattevagt jeg sidder.
Sovel, sov sødt og uden Frygt!
Jeg er din Uskylds Ridder.
Vel tænker du., saavidt jeg troer,
Ei paa mig Dagen over;
Men Drømmens Verden er saa stor -
Tænk paa mig, mens du sover.

Blandt hine Billeder, hvis Skræk
Bor Sjæl om Natten ryster,
Maaskee mit Billeds kjendte Træk
I Drømmens Angst dig trøster.
Hold fast min Haand - jeg veed, at Sligt
Du ellers aldrig vover.
Men Drømmens Land er stort og rigt -
Saa gjør det, mens du sover.

Glæd dig! glæd dig! Tiden kommer,
Da fra Vintrens dunkle Vraa
Til sin lid, sit Himmelblaa
Kalder os den muntre Sommer,
Synger fro:
«Kom herud, I stakkels To!
Kom, tag Deel med mig i Lykken!
I skal vende Sorgen Ryggen.

O, jeg veed det nok, at Smerte,
Uro, Jammer, alle Slags,
Som man ei kan hæve strax.
Plager et uskyldigt Hjerte;
Men lidt Trøst,
Nogen Glæde ved mit Bryst,
Har jeg altid dog hørt sige,
Finde de Ulykkelige.

Naar i Skoven Jægeren skyder,
Kløver dufter rundtomkring,
Kildevæld gjør Hop og Spring,
Skyen fuld af Lynild flyder,
Fiske smaa
Stikke Hovdet af det Blaa,
Og bag Løvene sig sanke
Tusind vevre Sladderhanke --

Gjerne hører jeg fortælle:
«O, hvor Sommeren er smuk!»
Mangt et Hurra, mangt et Suk,
Veed jeg, ikkun mig kan gjælde.
Men der er
Meer end Een, som jeg har kjær:
Digterne, hvor de mig møde,
Kan jeg kysse halvt til Døde.

Og hvad Malerne henrive!
Denne Speiden, dette Blik!
Denne Træffen paa en Prik!
Dobbelt rød man vel maa blive;
Dog, de vil --
Deres Konst det hører til --
Man maa lade sig betragte;
Hvo vil slig en Smaating agte?

De Forelskte i min Skygge
Allermeest jeg holder af;
Gud dem noget Yndigt gav,
Var de ellers nok saa stygge.
I mit Huus,
Under Nøddetræets Suus,
Er de ret, som var de hjemme,
Kan de sig og Verden glemme.

Kom da ogsaa ud, I Gode!
Og den lille Rolling der
Af en Green en Kjephest skjær,
Hæng en Krands omkring hans Ho'de!
Jordbær smaa
Rødme, hvor I staae og gaae;
Jeg vil vise Vei i Lunden,
Putte ham dem selv i Munden.

Jeg er med jer, naar I vandre
Hjem blandt vilde Rosenhegn,
Trykket af en sagte Regn
Under Løvet til hverandre.
Guld i Blaat
Følger paa mit Vaadt og Graat,
Og bag Bladet i det Dunkle
Skal en smuk Sancthans-Orm funkle.

Ja, jeg giver Kildevandet
Et Slags udsøgt, munter Kraft,
Som skal, meer end Druesaft,
Bringe eder her paa Landet
Til at lee,
Til at see
Alt, hvad Livet forestiller,
Som igjennem Viisdoms Briller.»