Du fattige busk,
hvor er du skøn!
Hvor yndig og fin,
hvor sommergrøn!
Din blomstertop bandt ingen op,
når den blev rosentung,
dog flammer du for solens glød,
lig kærlighedens rose rød,
mens sjælen er ung.

Hvem dufter du for?
For hjort og hind.
Hvem plukker din blomst?
Kun nattens vind!
Men næste vår igen du står
med blus på hver en gren;
Da tændes atter rosens glød,
men kærlighedens rose rød,
dens maj er kun én.