MØDET

VALDEMAR
 Ej danse de Engle for Herren saa herligt,
 Som Verden nu danser for mig!
 Ej juble for ham de mer ydmygt og kærligt,
 End Valdemars Hjerte for dig.
 Men stoltere satte ej heller sig Krist
 Hos Herren, og lo af sin Kvide,
 End Valdemar, glemmende Kummer og Tvist,
 Sig sætter ved Tovelils Side.
 Ej længes de Sjæle for Himmerigs Mure
 Mer efter at svinge sig ind,
 End Valdemar, da han fra Øresunds Kure
 Saa' Gurres guldglimtende Tind.
 Og ej vil jeg bytte dets fredsæle Vang
 Og Perlen, den lønligen varer.
 For Himmerigs Glans og bedøvende Klang
 Og alle de Helliges Skarer.

TOVE
 Nu siger jeg dig for første Gang :
 "Kong Volmer, jeg elsker dig,"
 Nu kysser jeg dig for første Gang
 Og slynger min Arm om dig.
 Og siger du, at jeg det før har sagt
 Og at du til Kysset er vant,
 Saa siger jeg : "Kongen han er en Nar,
 Der mindes forfængelig Tant."
 Og siger du, saa er jeg selv slig Nar,
 Saa siger jeg : "Kongen har Ret ;"
 Men siger du, at jeg det ikke er,
 Saa siger jeg: "Kongen er slet."
 For alle mine Roser har jeg kysset ihjel,
 Alt mens jeg tænkte paa dig.

VALDEMAR
 Det er Midnattens Stund,
 Og usalige Slægter
 Staa frem af glemte, sunkne Grave,
 Og de stirre med Længsel
 Paa Borgens Kerter og Hyttens Lys,
 Og Vinden ned over dem
 Spottende ryster
 Harpeslæt og Bægerklang
 Og Elskovssange,
 Og svindende de sukke :
 "Vor Tid er forbi !" --
 Mit Hoved vugges paa levende Bølger,
 Min Haand fornemmer et Hjertes Slag,
 Ned over mig livssvulmende strømmer
 Kyssets glødende Purpurregn,
 Og min Læbe jubler :
 "Det er min Tid nu!"
 Men Tiden flygter
 Og jeg skal færdes
 Ved Midnatstide
 En Gang som død,
 Skal samle Ligdragten om mig tæt
 Mod de kolde Vinde,
 Og liste mig frem ved sildig Maane.
 Og smertebunden
 I Muldet riste
 Med sorte Gravkors
 Dit kære Navn,
 Og synkende sukke :
 "Vor Tid er forbi!"

TOVE
 Du sender mig et Elskovsblik
 Og sænker saa Øjet,
 Dog Blikket trykker din Haand i min,
 Og Trykket dør ;
 Men som et elskovsvækkende Kys
 Du lægger mit Haandtryk paa min Læbe
 Og du har for Døden Suk,
 Naar et Blik kan opstaa
 Som et flammende Kys!
 De lysende Stjerner paa Himlen hist
 Vel blegne hver Gry,
 Men blusse dog hver en Midnatsstund
 I evig Pragt.
 -- Saa kort er Døden
 Som rolig Slummer
 Fra Kvæld til Gry,
 Og naar du vaagner,
 Hos dig paa Lejet
 I nyfødt Skønhed
 Du straale ser
 Din unge Brud.
 Saa lad os da tømme
 Den gyldne Skaal
 For den mægtigt forskønnende Død ;
 Thi vi gange til Grav
 Som et Smil, der dør
 For et saligt Kys.

VALDEMAR
 Vidunderlige Tove !
 Saa rig ved dig er jeg nu,
 At end ej et Ønske jeg ejer.
 Mit Bryst er saa let.
 Min Tanke saa klar,
 En vaagen Fred er over min Sjæl.
 Der er saa stille i mig,
 Saa sælsomt stille.
 Læben vil bygge paa Ordets Bro,
 Men synker igen til Hvile ;
 Thi det er mig, som banked mit Bryst
 Ved dit Hjertes Slag,
 Og som mit Aandedrag
 Hæved, Tove, din Barm.
 Og jeg ser vore Tanker
 Fødes og glide sammen
 Som Skyer, der mødes,
 Og samlede vugges de i vekslende Former.
 Og min Sjæl er stille.
 Jeg ser i dit Øje og tier.
 Vidunderlige Tove!