Tre sange = Drei Lieder , opus 26

Lykken mellem to Mennesker
  er hverken Hu! eller Hej!
  snarest er den et ensomt Græs,
  der grønnes paa stenet Vej.
 
Lykken mellem to Mennesker
  er hverken Kys eller Klap,
  snarest er den et Skumringssus,
  der aander, hvor Solen slap.
 
Lykken mellem to Mennesker
  er som den dunkle Nat,
  stille, men med de tusinde,
  tavse Stjerner besat.

Nu brister i alle de Kløfter,
  som fured og sprængte mit Sind,
  Alverdens fagreste Blomster
  for Sommerens sagte Vind.
 
Thi to, som elsker hinanden,
  kan volde hinanden mer' ondt
  end alle de argeste Fjender,
  som hævner sig Jorden rundt;
 
og to, som elsker hinanden,
  kan læge de ondeste Saar
  blot ved at se paa hinanden
  og glatte hinandens Haar.

En Morgen var din Grav
hel vinterhvid, bedækket
med nattegammel Sne.
Rosen bøjed sig lav,
men i den Sne, som tækked
din Grav, var under Morgendis
Smaafugles Trip i Tusindvis
at se.
 
O du, som under Vintersne
gravlagt i Dybet sover,
ræk mig din Skyggehaand,
lær mig, som du at se
fra Himmelhøjder over
hver Sti, hvor jeg er flakket vild,
sænk om min Vandren modermild
din Aand!