Four Hymns , opus 74

Hvad est du dog skjøn, ja skøn,
Ja skøn, du aller lifligste Guds Søn!
O du min Sulamit, Sulamit. Ja mit,
Ja mit, alt, hvad jeg har er også dit.

Min Ven, du est min, ja min,
Ja min; så lad mig altid være din!
Ja, evig vist, evig vist, ja vist, 
Ja vist! Du min skal blive her og hist

Men tænk, jeg er her, ja her,
Ja her iblandt så mange dragne Sværd!
O så kom, Due! kom Due! kom, ja kom!
Ja kom! I Klippens Rif er Ro og Rum.

Guds Søn har gjort mig fri
fra Satans Tyranni,
fra Syndestand, 
fra Lovens Band,
fra Dødens Skræk og Helvedbrand.
Min Goel lagde sig
imellem Gud og mig,
sig undergav 
min Syndestraf,
til Marter, Død og Grav.
Det var den Kjærlighed til mig
som er så ubegribelig,
så god,
imod
en Ond fra Top til Rod;
der ingen Ting var til Behag,
undtagen den forbudne Smag,
med Mund og Hånd,
ja Sjæl og Ånd 
i Fjendens Lænkebånd.

Nu er jeg Gud i Vold,
trods Slangen tusindfold!
Lad ham kun stå 
og se mig gå
med Friheds Purpurklædning på.
Hvad  gjør det godt i Bryst
at følge Jesu Røst,
på Sandheds Sti 
alt Ondt forbi,
til Himlens Sorgenfri!
Lad Verden sig ej bilde ind
endnu engang at fämig blind,
Nej, nej, 
den Vej
til Pølen går jeg ej. 
Nej, jeg er kjøbt for dyre til
at prøve Syndens Lykkespil,
jeg blæser ad 
den Lokkemad
og ser til Himlen glad.

Mit Hjerte i mig ler,
når jeg min Grav beser,
ej Blomsterdal, 
ej Fyrstesal
så tryg en Seng mig vise skal.
Min Død er Færgemand
til Livets faste Land,
Gud Zebaot, 
hans eget Slot,
ja! det er evig godt.
Er Vinden her skjønt tidt imod,
at spræge lidt det kåde Blod,
al Kur 
er sur
for mennesklig Natur;
Den gjør dog let som Rå og Hind
det derudi forsøgte Sind,
ja Korsets Hegn 
er just det Tegn
til Friheds rette Egn.

Jesus Kristus er opfaren 
Over alle Engleskare.
Himlen indgangen
Og tog så Fængslet fangen.
Kyrie eleison!

Herre Jesus vi takke dig
For dine Velgjerninger slig.
Som du besteede
Os til stor Trøst og Glæde.
Kyrie eleison!

Nu vil prise din Himmelgang
Med idel Englefryd og Sang.
Din Lov vi sjunge
Med Hjerte, Mund og Tunge.
Kyrie eleison!

I Himmelen, i Himmelen,
Hvor Gud, vor Herre bor,
Hvor saligt did at komme hen,
Hvor er den Glæde stor.
For evig, evig skal vi der
Se Gud i Lyset som han er,
Se Herren Zebaot.

Og Legemet, og Legemet
Som lagdes bort i Muld,
Det vorder alt så skinnende,
Ja, som det skjære Guld.
Og ved af ingen Vunde mer
Mens Åsyn det til Åsyn ser
Gud Herren Zebaot.

Og Sjælen får sin Prydelse,
Den Krone, som er sagt,
Retfærdighedens Brudekrans,
Og så den hvide Dragt.
O Gud, hvad Lyst at være dig nær,
At se i Lyset som Du er
Dig, Herren Zebaot.