Nye sanger , opus 10

Og dagen stiger, og dagen går,
og sommerens tid den svinder.
Men høsten - den står der så mild igjen
med alle de deilige minder:
En solskinsdag over sommerløv,
en sang, som risler så stille,
lidt skinnende vand og en sølvlys sky,
en ensomt nynnende kilde,
to blanke øine, et viltert hår,
en [mund, som ler mig imøde]1....
Hvis var de øine, hvis var det hår,
og hvis var de læber røde? -

Græd kun, du blege bedrøvede barn,
kanskje da sorgen letter,
gjerne jeg vilde vel sidde hos dig
alle de tunge nætter.

Varsomt skulde jeg stryge min hånd
over dine lokker lange.
Jeg skulde sidde og nynne for dig
alle mine tungeste sange. 

Det er nat så vide over vei og vang,
det er stillt i veiret, men dog er [det]1 klang
som fra månestrålers fineste strenge.
Hvor underligt at sidde så ene og forladt!
Gad vidst, om [det ei]2 er slig majlys en nat
alverne danser over enge?

Det er nat så vide over vei og vang.
Jeg hører der bæve gjennem luften en sang,
men tonerne kan jeg ikke finde.
Det er drømme som kommer, og drømme som går,
drømme fra ivinter og drømme fra ivår,
og [vemod]3, som vugger mig isinde.

Og [vemod]3, som vugger sig så vide over land,
[vemod]3 indtil verdens den yderste rand,
og længsler, som flokkes og trænges.
Det hulker i skoge og det græder i krat.
Å Gud, hvor det er tungt slig majlys en nat,
at sidde her så ensom og længes!

Hvorfor hyler de sorte hunde
på landeveiene?
Hvorfor lusker ulvene ilsomt
indover heiene?
Hvorfor sænker sig kvælden så kvælende
sort og stor?
Hvorfor blir det så underlig stille
over al jord?

Klokkerne klemter mod aftenstid,
kimer dagen til døde.
Det lyder så sælsomt i kvældens fred
udover egnens øde.

Langsomt åbner sig kirkens port,
der er så dystert derinde.
Da blegner løvet på alle trær,
og elven så taus mon rinde.

Der drar sig et langeligt, klagende hyl
ind gjennem skogens sale.
Da bæver hele den lyttende jord:
inat rider døden i dale. 

À quoi bon des serments ?
Ma preuve est en moi-même.
Pour savoir si je mens
Quand je dis que je t’aime.

Fais donc ce que tu dois
Et ce que je mérite !
Ma vie est dans tes doigts
Comme une marguerite ;

Pétales, cœur, et tout,
Effeuille-la toi-même ;
Quand tu seras au bout,
Tu verras si je t’aime.