5 Sange , opus 14

Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur,
Smågutten gik nede og blæste på Lur.
"Hvi blæser du altid, ti stille, du Små,
det hæfter min Tanke, som vide vil gå
nu, når Sol går ned."

Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur,
Smågutten lod være at blæse på Lur.
"Hvi tier du stille, blæs mere, du Små,
det løfter min Tanke, som vide vil gå,
nu, når Sol går ned."

Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur,
Smågutten tog atter og blæste på Lur.
Da græd hun i Aftnen og sukkede ud:
"O sig mig, hvad er det mig fejler, min Gud!"
Nu gik Solen ned.

Da barnet sov ind med hånd under kind,
kom englene til med latter og spil.
Da barnet det våkned, stod moderen over:
Du smiler så vakkert, du små, når du sover!

Dets mor gik til Gud, og barnet kom ud,
det sovnede ind med tårer på kind,
men hørte straks latter og moderord ømme,
thi englene fulgte med barnlige drømme!

Snart blev det så stort, at tåren frøs bort.
Det sovnede ind med tanker i sind.
Men englene veg ej, de svævede over,
tog tanken og hvisked: hav fred, mens du sover.

Han tvær over bænkene hang;
hun lystig i dansen sig svang.
Hun legte, hun lo
med en og med to; --
hans hjærte var nærved at briste,
men det var der ingen, som vidste.

Hun gik bag ved laden den kvæld,
han kom for at sige farvel.
Hun kasted sig ned,
hun græd og hun græd,
sit livs-håb, det skulde hun miste.
Men det var der ingen, som vidste.

Ham tiden faldt frygtelig lang.
Så kom han tilbage en gang.
-- Hun havde det godt;
hun fred havde fåt;
hun tænkte på ham i det sidste.
Men det var der ingen, som vidste.

Hun gikk langs med stranden så ung omkring,
 hun tenkte på ingen verdens ting.
 Da kom det en maler og satte seg ned
    ved sjøens bredd,
    i skyggens fred,-
 han malede stranden og henne med.

 Men saktere gikk hun om ham i ring,
 hun tenkte på én, en eneste ting.
 Det var på hans billede, hvor hun så
    seg selv at stå,
    seg selv at stå -
 nedspeilet i gjøen med himlens blå!

 Hun dreves, hun droges så vidt omkring,
 hun tenkte på alle verdens ting -
 langt, langt over sjøen, og dog så nær
    mot stranden her,
    mot mannen der,
 å nei, hva der kom for et solskinnsvær!

Jeg tør ikke tale til dig,
  du tør ikke se ned på mig,
  men altid så sitter du der,

  og altid spaserer jeg her.
Imellem kan tankerne listende fare,
men ingen tør spørge, og ingen tør svare!
  Å visste du bare!

  Dengang du bestandig mig fant,
  da var du litt kostbar iblant;
  men nu, når jeg sjældnere går,
  nu ser jeg, du væntende står!
To øjne, to øjne kan flætte en snare,
men deon som vil vid're, får ta sig i vare!
  Å visste du bare!

  Ja, dersom du anede slikt,
  jeg gik her og skrev dig et digt, --
  at nætop det bølgende fløj,
  ditop du står yndig og høj!
Men ser du, den kunskap, den bør vi nok spare --
jeg længer vil fare, dig himlen bevare, --
  å visste du bare!