Sange af Ludvig Holstein , opus 10

Du fine hvide Æbleblomst!
Hvem gav dig dette Lykkeskær!
Ak, jeg er Solens Hjertenskær!

Hvor fik du denne Purpurglød,
Som brænder i din fine Hud?
Ak, jeg er Solens Foraasbrud!

Velsignet af min Brudgoms Kys
Jeg lever i hans Aandedrag
En kort lyksalig Foraarsdag.

Og naar hans sidste varme Kys
I Aftenrøden strejfer mig
Så hvisker jeg: Jeg elsker dig!

Og lukker mig og bøjer mig
Og drysser over Græsset ud
Mit hvide Flor, mit Bryllupsskrud.
Jeg er Solens Hjertenskær!
Ak, Solens Foraarsbrud!

Træd stille min Veninde, jeg ved dit Hjerte græder,
naar tavse vi betræder Erindringens Bred.
Dog føres vi bestandig tilbage til de Steder
hvor Sorger og hvor Glæder i Stilhed sænkes ned.

På SøensVande hviler den Haand, som alting slukker,
og lydløst den sig lukker. Og slumrende deri
en mystisk Aabenbaring af Dunkelheden dukker,
som drømmeagtig smuk er, i fjern Melankoli!

I denne tyste Verden hvor al vor Fryd og Kummer
begraves og forstummer i tusindaarig Nat.
Har Seersjæle skuet og anet, hvad den rummer,
og løst den af dens Slummer og løftet Kunstens Skat.

Her færdes vore døde. Og tavse bud de Skikke,
men vi forstaar dem ikke, fra Skyggelandets Kyst.
Veninde, lad os dvæle ved Søens Bred og drikke
for nogle Øjeblikke dens vemodsfulde Trøst.

Fyldt med Blomster blusser
Æbletræets Gren.
Atter blåner Himlen
dyb og varm og ren.
Over Markens Blommer
brummer Humlebien
honningtung og ør.
Ak, så blev det Sommer!
Vandrer du langs Stien
drømmende som før?

Blomsters blide Dufte
bæres vidt om Vang.
Gøg fra fjerne Skove
kukker Dagen lang,
Hørte du i Dalen,
hvor de klare Kilder
klinger gennem Krat
Sang af Nattergalen,
lange Løb af Triller
i den lyse Nat?

Vestens Brise bruser
Ggennem Korn og græs,
Slettelandets bølger
lover rige Læs.
Himlens milde Byger
deres gyldne Grøde
bringer fjernt og nær.
Blomsterstøvet ryger,
dufter dig imøde
over rug som drær.

Ak, så blev det Sommer!
Smægtende påny.
Skønhedsdrømmen stiger
op mod Himlens Sky.
Svanehvid den svømmer
som et dejligt Smykke
i det dybe Blå. --
Hele Jorden drømmer
om et Dyb af Lykke
som den ej kan nå.

I Solen går jeg bag min plov.
Jeg nikker til den grønne Skov,
Hvor du, min Lykke, gemmer dig.
Mit Hjerte ler og gemmer sig
Og gemmer sin Lyksalighed
Til Sol går ned, til Sol går ned.

Min Lykke vågner ung og ny
Som Lærkesang ved Morgengry.
Hver Aftenstunden den smykker sig.
Men kun for mig du smykker dig.
Og Nætternes Lyksalighed
Er Dagens gyldne Hem'lighed.

 ... 

Jeg pløjer op det gode Muld.
Men ingen ser det gyldne Guld,
Som i mit Hjerte gemmer sig.
Jeg gemmer mig, jeg gemmer dig,
Jeg gemmer vor Lyksalighed
Til Sol går ned, til Sol går ned.

Det gyldenhvide Himmellys. De tavse, sorte Skove,
Og rundt i Havens Gange staar de stille Træer og sove.
Og Duggen daler kølig-mild og fugter Kind og Pande -
I Aften var det godt, min Sjæl, at staa mod Dødens Strande!

I Aften var det godt, min Sjæl, i Fald du kunne glide
paa blød og hastig Vingeflugt mod Lysets Hav, det hvide!
Og svinde hen i stille Lys og gylden Fred derinde,
og dø deri - befriet fra din Drøm og fra dit Minde!

Den dovne Fjord som gynger og strækker sig i Solen.
De smækre, hvider Terner, som dukker sig deri --
Farvel du lille Damper, som piler mig forbi
og hils den blonde Dame, som venter dig på Molen.

Og sig at hendes Øjne, bedrøvede og ømme, ← les virgules
forfølger mig bestandig ! og spørg dem, hvad de vil !
Fortæl mig, om de græder når Skibet lægger til!
Og sig dem, at jeg kysser dem tit i mine Drømme.
Farvel du lille Damper, som piler mig forbi,
og hils den blonde Dame, som venter dig på Molen !
Og sig at hendes Øjne forfølger mig bestandig !
Sig dem at jeg kysser dem  tit i mine Drømme !