Three Songs from the Norse

Se, der var en Gang en Konge,
Mangen Skat han kaldte sin,
Navnet paa den allerbedste
Vidste hver var Irmelin,
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der var dejligt.

Alle Ridderhjelme spejled
Hendes Farvers muntre Pragt,
Og med alle Rim og Rythmer
Havde Navnet sluttet Pagt:
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der var dejligt.

Hele store Bejlerflokke
Der til Kongens Gaarde foer,
Bejlede med ømme Lader
Og med blomsterfagre Ord:
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der er dejligt!

Men Prindsessen jog dem fra sig
(Hjertet var saa koldt som Staal),
Lastede den Enes Holdning,
Vrænged ad den Andens Maal.
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der er dejligt !

Lad Vaaren komme, mens den vil,
Med Grønt, der grønnes,
Med tusend Fugles Fløjtespil,
Mens Blomster blomstre
[Og alt det Skønnes]1
Favreste Fagre
Kommer at flagre
Ud over Enge og ud over Agre,
Vælder i Haver og skjules i Skove,
Vælter sin Duft over Vang, over Vove --
Hvad gør de mig?
Mit Hjærte er ej Blomst, ej Blad,
Og Vaaren gør det ikke glad:
Det har sin egen, sære Vaar --
      Naar?

Hun Venevil hopped' på letten fod 
  sin kjærest' imod. 
Han sang, så det hørtes over kirketag: 
  "God dag! god dag!" 
Og alle de småfugle sang lystig med i lag: 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' ham en af de blomster blå: 
  -- "Mine øjne små!" 
Han tog den, han kasted' og tog den igjen: 
  "Farvel, min ven!" 
og jubled', mens han sprængte over agerrenen hen: 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' ham en: "Hvis du ej forsmår, 
  af mit gule hår?" 
Hun fletted' hun bød ham i ypperlig stund 
  sin røde mund. 
Han tog den, og han fik den, og han rødmede som hun. 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' en hvid i et liljebånd: 
  "Min højre hånd." 
Hun fletted' en blodrød i kjærlighed: 
  "Min venstre med." 
Han tog imod dem begge to, men vendte sig derved. 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' af blomster fra hver en kant: 
  "Alle dem, jeg fandt!" 
Hun sanked', hun fletted' og gråt dertil: 
  "Tag dem, du vil!" 
Han tiede og tog dem blot, men flygtede så vild. 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' en stor uden farvesans: 
  "Min brudekrans!" 
Hun fletted', så fingrene bleve blå: 
  "Sæt du den på!" 
Men da hun skulde vende sig, hun ingensteds ham så. 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' modig foruden stans 
  på sin brudekrans. 
Men nu var det langt over sanktehans, 
  ingen blomster fandt's. 
Hun fletted' af de blomster, som slet ikke fandt's! 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans."