Søde Roser, hvi så smukke?  
Mig og eder hun forsmåer; 
Mig, som Livet må bortsukke, 
Mig er det I blomstre flor!  

Hun skal eder ikke bære! 
Visner Roser, visner hen! 
Fordum vare I mig kjære! 
Visner kum, som eders Ven!

Sorgfuld mindes jeg de Dage, 
Engel!  da jeg ved dig hang, 
Hasted årle til min Have, 
Såe om ingen Blomst udsprang. 

Bragte dig min lille Gave 
Hver en Blomst, hver Frugt derfra. 
Blid jeg så dig dem modtage, 
O! hvor steeg mit Hjerte da!  

Tid, så riig på reene Glæder! 
Gyldne Tid!  hvi svandt du hen? 
Roser, nu forsmåer hun eder, 
Visner bort, som eders Ven!