Jeg sejled en nat over havet,
ej sol gik ned, ej glans blev slukt,
solen lå dér bag næsset,
på klem var dens øje lukt;
det var i den lyse sommer, hvor solen
kun på skrømt går ned,
jeg blunded med åbne øjne,
mens skibet på havet gled.

Og havet tog til at nynne,
hvor blidt det lød, hvor mild en klang,
som formed en kvindelæbe
den bølgende vuggesang;
og ånder en kvindetanke
i disse dæmpede ord,
så er det vel dig, Alvilde,
som er på skibet om bord.

Jeg sejled en nat over havet,
ej sol gik ned, ej glans blev slukt,
jeg så, hvor du havde
dit øje i drømmende vemod lukt.
Der sad vi side om side og lytted,
imens bølgen klang:
Alvilde, jeg kender den nynnen,
den hedder Nirwanas Sang.