Sange ved Havet

Snart er de lyse Nætters Tid forbi,
Og Mørket stiger bag de dybe Vande,
Og Bølgen spiller op den Melodi,
Som nu kun nynnes svagt ved Sundets Strande.

Snart strækker Fuglen Vingen over Hav
Og sætter Kursen efter fjerne Zoner,
Snart vil Naturen sørge paa sin Grav:
Da maa vi synge vel i andre Toner.

Men endnu spreder Sommernattens Skær
Ud over Sø og Land de lyse Vinger,
Og endnu tegner højt bag Skovens Træer
Daggryets Gud sit Navn med gylden Finger.

Og endnu driver Nattens Bris vor Baad,
En stille Vandringsmand ad stille Veje,
Og endnu har til Sang og Klang vi Raad,
Vi, som har Morgenskærets Guld i Eje. --

 ... 

Og da jeg sejled dit Hus forbi,
Da kunde jeg næppe fatte,
At det var Dig, som gemtes deri,
Den dyreste af mine Skatte.

Jeg saa kun dit Tag; i Aftenens Stund,
Mod Solens synkende Lue,
Det tegnede mørkt mod den glødende Grund
En Kæmpehøjs blaanende Bue.

Naar Solen den sørgende Jord har forladt
Og slukt under Sø sine Flammer,
Saa ligger Du stille, min dyre Skat,
gemt i dit stensatte Kammer.

Du venter. Højt paa den vilde Sø
Din Viking tumler med Skuden.
Han har endnu ikke lært sig at dø,
Maa sejle sin Sø Dig foruden.

Jeg sejled en nat over havet,
ej sol gik ned, ej glans blev slukt,
solen lå dér bag næsset,
på klem var dens øje lukt;
det var i den lyse sommer, hvor solen
kun på skrømt går ned,
jeg blunded med åbne øjne,
mens skibet på havet gled.

Og havet tog til at nynne,
hvor blidt det lød, hvor mild en klang,
som formed en kvindelæbe
den bølgende vuggesang;
og ånder en kvindetanke
i disse dæmpede ord,
så er det vel dig, Alvilde,
som er på skibet om bord.

Jeg sejled en nat over havet,
ej sol gik ned, ej glans blev slukt,
jeg så, hvor du havde
dit øje i drømmende vemod lukt.
Der sad vi side om side og lytted,
imens bølgen klang:
Alvilde, jeg kender den nynnen,
den hedder Nirwanas Sang.