I Aftenens Glands mon gløde
Bjergenes Krop
Og Fuldmaanen hist! den røde;
Hæver sig op;
I Dalen er Alt saa mørkt og tyst.
Sødt Kilderne kvæge og Kildens Bryst,
Orangen højt, den søde,
Sig vugger i Træets Top.

Forsigtigt mit Æsel træder
Kløftbroens Bræt.
Til Fodret han alt sig glæder,
Foden er træt.
Han støder sin Røst i Luften hen
Det klinger fra Bjerg Dal igjen;
Han ryster Trensens Kjæder,
Og spidser sit Øre net.

Selv langsomt Foden jeg flytter,
Stejl er min Gang;
Mod Fjeldvæggen Haanden støter,
Stien er trang.
I Vinhaugen brænder rødt et Baal,
Der venter mig huldt min Længsels Maal.
Jeg ved jo, hist hun lytter,
Og hører nok alt min Sang.

De sortbrune Øjne tindre
Stjernerne lig,
De sige mig "Hjertets Indre
Brænder for dig."
Højt lyder Kapellets Klokkeklang,
Da nynner hun fromt den Aftensang:
Madonna, huldt du lindre
Min Længsel evindelig.

O! Nina, min unge Kvinde!
Liflig og varm!
Snart skal jeg omkring dig
Vinde kraftigt min Arm.
Trygt kysser jeg Læbens Rosenblad,
Som skulde vi aldrig skilles ad:
Og Morg'nens Sol skal finde
Os slummrende Barm mod Barm.