Vug, o Vove, med varsom Hånd
Båden, hvori vi glider
stryg den, Strømme, med kjælen Hånd
over de buttede Sider;
Kunde jeg selv klappe den Glut,
som sidder på Toften og nymmer,
over Kindernes Hvælv blot en flygtig Minut,
jeg arme forelskede synder;
O da skulde min Stemmes Klang
vække al Vellyd, som slumrer i Skoven,
smeltende hen i en Kjærlighedssang,
med Nymfen, med Ekko på Skrænten
ved Strandkildevoven.

Flyt dig, Fagre, foruden Frygt
hen ved din Sagers Side;
Dig har min daglige Længsel søgt,
fulgt dig på Gang under Lide.
Er du ej selv ramt af den Gud,
som gav mig de sejrende Kræfter?
Ak, Barmens Hvælv,
som vider sig ud under Sukket,
mit Udsagn bekræfter.
Kom da, jeg klapper min hvide Hind;
sænk kun dit Hoved,
jeg skygger det over med Kappen
mens Stjernen tænder sit Skin,
og Frygten er flygtet med Sol
og Undseelsen sover.

Nyd da Nat, hvad, for Nuet skabt,
glemmer de flygtende Timer;
tag de To, i din Tryghed tabt,
til Daggryets Kloke kimer.
Skjul dem, til selv, vakt ved det Gys,
som sittrer i Morgenstunden,
imod Himlens Hvælv, mod det stålblanke Lys
de stirrer, blændet fra Blunden.
End er de trygge, langs Skovsøens Rand
hviler i Morgnen den blege Dryade.
Så vågner Ekko og mælder påstand,
at Natten er endt,
at Dina med følge vil bade.