Hyrden græsser sine får,
gærdet er hans trone,
solen purpur om ham slår,
månen er hans krone.
Hvad mon vel han tænker på?
Længe tavs han stod og så
frem i aftenstunden.
Hjertet ved,
kærlighed er det
fagreste træ i lunden.
 
Kongens datter, stolt og fin,
står i kongeborgen;
silke, guld og hermelin
skjuler ikke sorgen.
Tanken, som en fugl så let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: "Jeg har funden!"
Hjertet ved,
kærlighed er det
fagreste træ i lunden.
 
"Vind og blomst, svar, hver især,
kommer hun dog ikke?"
Vinden hvisker: "Hun er nær!"
Blomsterne de nikke.
Skjult en sti fra slottet går,
fuglen højt bag krattet slår:
"Han har hende funden!"
Hjertet ved,
kærlighed er det
fagreste træ i lunden.