Seks Sange , opus 6

Jeg ved ensteds mellem Barskovens Trær
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Hyrden græsser sine får,
gærdet er hans trone,
solen purpur om ham slår,
månen er hans krone.
Hvad mon vel han tænker på?
Længe tavs han stod og så
frem i aftenstunden.
Hjertet ved,
kærlighed er det
fagreste træ i lunden.
 
Kongens datter, stolt og fin,
står i kongeborgen;
silke, guld og hermelin
skjuler ikke sorgen.
Tanken, som en fugl så let,
flyver, bliver aldrig træt,
synger: "Jeg har funden!"
Hjertet ved,
kærlighed er det
fagreste træ i lunden.
 
"Vind og blomst, svar, hver især,
kommer hun dog ikke?"
Vinden hvisker: "Hun er nær!"
Blomsterne de nikke.
Skjult en sti fra slottet går,
fuglen højt bag krattet slår:
"Han har hende funden!"
Hjertet ved,
kærlighed er det
fagreste træ i lunden.

— This text is not currently
in the database but will be added
as soon as we obtain it. —

Den dag kjem aldri at eg deg gløymer,
for om eg søver, eg um deg drøymer.
Om nott og dag er du like nær,
og best eg ser deg når myrkt det er.

Du leikar kringom meg der eg vankar.
Eg høyrer deg når mitt hjarta bankar.
Du støtt meg fylgjer på ferdi mi,
som skuggen gjeng etter soli si.

Når nokon kjem og i klinka rykkjer,
d'er du som kjem inn til meg, eg tykkjer:
Eg sprett frå stolen og vil meg té,
men snart meg sig atter ende ned.

Når vinden lint uti lauvet ruslar,
eg trur d'er du som gjeng der og tuslar!
Når sumt der burte eg ser seg snu,
eg kvekk og trur det må vera du.

I kvar som gjeng og som rid og køyrer,
d'er deg eg ser; deg i alt eg høyrer:
I song og fløyte- og felelåt,
men endå best i min eigen gråt.

Den tyngste sorg og møda
Er den, som ingen ser;
Det verste mein [aa]1 grøda
Er det, som inkje ter.
Aa, sæl er den, som klaga fær
Og ventar hjelp og raad,
Mot den, som løynleg' draga fær
Og ottar spott og haad!

Det var ein draum, eg drøymde,
Den draumen var so blid;
Slik hugnad hev' eg aldri
Kjennt fyrr i all mi tid.
Eg drøymdest paa ein blomster-voll,
Og soli skein so bjart;
Eg vaknad paa ein øyde-holm,
Og himmelen var svart.

Den draumen lyt eg løyna
Og læsa i min barm;
Og trutt skal barmen tegja,
Kor saart han svell av harm.
I song skal han faa letta seg
Og i ein taareflaum. --
Far vel, far vel, du væne draum.
Du altfor væne draum!

En liden gut udi skoven grøn
mellem blomsterne lystig springer,
han søger i mellem blades skjul
en yndig fugl,
den eier såspraglede vinger.

Den lokker og drager allenstund
så sølvklart den høver sin trille,
tra gren til gren den hopper afsted,
han følger med
så gjerne han fange den vilde.

Ja, var det end selv ved vintertid,
stod skoven end skummel og øde;
hvor fuglen sætter sig. Solen ler,
og der han ser
som den lifligste morgenrøde.

Der er der friskhed og liv og lyst
der trives den fagreste sommer,
der spirer roser, violer blå,
kærminder små
og alle de deiligste blommer.

Den fugl, den må vist in selsom magt
på vingerne gyldene bære,
den tryller øiet styrer hans fjed,
drager ham med,
han kan ikke lade det være.

Han jagede dag, han jaged nat,
han jagede årle og silde,
snart var den fjern, og snart var den nør,
veien var svær
Ei havde stunder at hvile.

Han jagede dag, han jaged nat,
han jagedi åringer lange,
ung dom og lystighed fra ham veg,
hans kind blev bleg!
Men aldrig han kunde den fange!