O hvor hvert Fjed dog er gammeltungt,
 Naar Vejen skal trædes tilbage;
 Trittet var let, saa tyveaarsungt,
 Da det gik mod de dejlige Dage.
 Liden Fugl paa vor Vej
 Havde travlt med at synge
 Sin Elskovssang;
 I hver Bøgetræsgynge
 Var Legen i Gang. --
 Nu synges, nu leges der ej.
 Kun de susende Graner har endnu Røst,
 Og det lyder som oprørt Vand;
    Det tegner mod Høst.

Elskede! ak, den dobbelte Klang,
 Som strider i denne Kalden:
 Sangfuglelatter fra korngul Vang
 Og hulkende Skovvandes Falden!
 Nu er Sommeren væk
 Og kun Høsten tilbage,
 En Middelhøst;
 Kun en Afglans af Dage
 Med kummerlig Trøst,
 Et Billed med falmede Træk.
 Og jeg trykker det blegede Blad til min Mund.
 Der er dobbelt og stridende Lyst
    I Afskedens Stund.

Nej, jeg vil ej som [den]1 Klagende staa,
 Naar intet dog kan forandres;
 Heller ad høstgule Gange gaa,
 Naar Stierne dog skulle vandres.
 Der er Kraft i den Luft,
 Som fra Granskovens Naale
 Min Aande naar;
 Gennem Høstsolens Straale
 Et Farvevæld gaar,
 Hver Blomst har forstærket sin Duft.
 Lad kun Vaaren forstumme; her spirer et Frø.
 Jeg har Sange i Hjertet endda;
    De kan aldrig dø.