Kong Artus drager i Leding ud
med sine ædle Svende,
han hilser sin Dronning til Afsked ømt 
og kysser og favner hende:
"tilgiv Ginevra, min søde Viv,
I monne som Enke bo!"
Ginevra græd, ak hvor hun græd!
Eja, hvor Lancelot lo!

Og endnu saa man fra Slottets Taarn 
Kong Artus Guldhjælm gløde,
da ilte Ginevra og Lancelot 
alt til det hemmelig Møde:
"for dig jeg kæmped, for dig jeg led,
min Sjæl fik ret aldrig Ro,
nu kan jeg slukke min Elskovs Tørst!"
Eja, hvor Lancelot lo!

Kong Artus er bleven Kejserens Ven,
ham vises den højeste Ære:
Den skønneste Pige i Kejserens Slot
ham skikkes til Selskab at være.
Kong Artus viger tilbage fluks: 
"min Dronning forbliver jeg tro;
som aldrig hun mon svige mig."
Eja, hvor Pige hun lo!