Danske viser og sange (Dänische Weisen und Lieder) , opus 50

Det var sig den lille Høne,
hun gav i Gaarden Varsel, 
at førend Solen dalede,
saa vilde hun gjøre Barsel,

Alle løb de tilsammen
og saa paa den Høne lille,
men forend Solen dalede,
saa lod hun et Vindæg trille.

'S war mal eine kleine Henne,
Die sagt im Hof den Andern:
Dass noch vor Sonnenuntergang 
Sie müsste in's Kindbett wandern.

Alles lief nun zusammen Zur Henne 
der kleinen wallen,
Doch noch vor Sonnenuntergang
Sie liess ein Windei fallen.

Flyver en bange Fugl af Lund,
tusinde blev i Lunden.
Kysser du ej min røde Mund,
En anden rækker jeg Munden.

Mirje, marje det er Vaar,
jeg har Roser i mit Haar, 
Roser har jeg funden! 

Kryber en Stoder krum med Stok, 
danser jeg glad paa Bene. 
Verden har raske Svende nok,
jeg danser aldrig alene.

Mirje, marje Sang og Dans, 
Mandemod og Jomftrukrans, 
røde Rosengrene!

Flieht auch ein Vöglein bang den Hain,
Tausend vom Hain nicht weichen.
Küssest nicht du mir den rothen Mund,
'Nem andern werd ich ihn reichen.

Mirje, marje, Mai ist da,
Rosen hab im Haar ich ja,
Rosen ohne Gleichen!

Kriecht auch krumm am Stocke wer,
Tanze ich ohn' zu schwanken.
Flotter Gesellen giebts ein Heer,
Ich tanz' mit allen den schlanken.

Mirje, marje, Sang und Tanz,
Mannesmuth und Jungfernkranz,
Rothe Rosenranken!

Syv Bægere for Skjalden
hu, ha, for Brand, hu hej for Blæst!
Han ganger sig til Stalden 
og saddler fluks sin Hest.
Og alle de smaa Piger
hu, hej, for Blæst, hu, hej, for Brand!
de sukker, og de siger:
ak, var han dog min Mand!
En hver kan være god for sig,
Gud give Skjalden red mig!
Hu, hej, hu, ha, hu, hej!
trøst jer, I smaa Piger, 
thi Skjalden rider ej!

Sieb'n Becher für den Skalden
Huhah der Bann! Huheih der Tross!
Er geht hinab zum Stalle, 
Er sattelt flugs sein Ross.
Und all die Mädchen klagen:
Huheh der Tross! Huhah der Bann!
Sie seufzen und sie sagen:
Ach wär er doch mein Mann!
Kann jeder stehen gut für sich,
Gott gäb, der Skalde ritt mich.
Huhah, huheih! huheih, huhah!
tröstet euch, ihr Mädchen, 
Der Skalden bleibet da!

Piger syv Gud sig forbarme 
alle lige skønne, unge!
ve mig arme! 
ve mig, jeg kan ingen vrage,
véd ej, hvilken jeg skal tage!
Hende med den høje Barm? 
Hende, der saa sødt kan sjunge?
Hvilke Lokker! Hvilken Arm!
Se, se smal og fin en Fod!
Se, saa dybe, dunkle Blikke!
Herre Gud, jeg vælger ikke!
Du er stor, og du er god...
skænk din Tjener syv Mands Arme,
syv Mands Styrke, syv Mands Mod!

Sieben sinds! Gott hab Erbarmen. 
Lauter junge schöne Weiber!
Weh mir Armen! 
Weh mir, ich kann keine quälen,
Weiss nicht, welche ich soll wählen,
Sie mit der gewölbten Brust?
Sie dort, die so süss kann singen?
Welche Locken! Welche Lust!
Schau, wie schmal der Fuss, wie fein!
Schau im Aug das Bild der Seelen!
Lieber Gott, ich kann nicht wählen!
Du bist gross und du bist gut...
Schenk für sieben du mir Arme,
Schenk für sieben Kraft und Mut! 

Den Jomfru gik i Valmu- Vang 
saa rød, saa rød var Vangen! 
Hun lyttede til Fuglesang, 
saa sød, saa sød var Sangen! 

Og Præsten skreg: Ak Jomfru-lil, 
fly fluks de røde Vange! 
Du dør ifald du lytter til
de søde Fuglesange! 

Den Jomfru lo: Hvem tændte da 
de røde Valmu-Vange? 
Og hvor er de vel kommen fra,
de søde Fuglesange?

Die Jungfrau ging zum Mohn am Hang,
So roth, so roth er wallte;
Sie lauschte dort dem Vogelsang,
so süss, so süss er schallte.

Der Pfarrer rief: Ach Jungfräulein,
Flieh schnell vom rothen Hange;
Du stirbst sobald das Ohr du leihn 
Wirst süssem Vogelsange!

Die Jungfrau lacht: Wer hat entfacht
Den rothen Mohn am Hange?
Und wessen Preis erklingt mit Macht
Aus süssem Vogelsange?

Valmu i Vange, er du saa rød 
for den længsel du bær' i dit Silkeskød . . . 
blues du ved dine Drømme? 

Valmu i Vange, Søster sød! 
jeg drømmer om dig i mit Kammer. 
Mit Hjerte skælver, min Kind saa rød --
Valmu, Valmu i Flammer . . .

Mohnblum am Hange, flammest du bloss,
Weil ein Sehnen dir wohnt in dem Seidenschoss?
Erröthest du ob deiner Träume?

Mohnblum am Hange, Purpurblüth,
Wir träumen die Träume zusammen:
Mein Herze bebet, die Wange glüht
Mohnblum, Mohnblum in Flammen!

Lenore, Dagen er grim og graa,
jeg kan ikke bære dens Tynge,
jeg hører ikke dens Klokker slaa
og ikke dens Fugle synge.

Lenore, lille, min Frue fin,
saa dejligt dit Øje straaler.
Lenore, skænk mig din gyldne Vin 
af Nattens duftende Skaaler.

De blankeste Stjerner paa os ser,
Violerne blaaner i Vange.
Lenore, kys mig, kys mig mer,
og kys mig de tusinde Gange.

Lenore, der Tag ist grau und bang,
Ich kann seine Bürde nicht tragen,
Ich höre nicht seiner Glocken Klang
Und nicht seiner Finken Schlagen.

Lenore, Liebchen, du Fraue mein,
So süss deine Augen strahlen.
Lenore, schenk mir den güldnen Wein
In würzig duftenden Schalen!

Die blankesten Sterne ziehen einher,
Die Veilchen sie blauen im Thale.
Lenore, küss mich, küss mich mehr!
Und küss mich zum tausenden Male!

Lenore, mit Hjærte er tungt.
Dit er saa frejdigt, dit er saa ungt.
Løs mig, Lenore, den sælsomme Gaade,
som aldrig jeg kunde raade:

Hvor springer de Kilder, som frisker dit Sind?
i Dalens Dyb paa Bjærgenes Tind?
Løs mig den sælsomme Gaade,
luk mig i Ungdommen ind.

Lenore, mit Hjærte er sygt.
Dit er saa mægtigt, dit er saa trygt.
Lær mig jævnmodig paa Vejene træde,
lær mig at le og at græde.

Mit Hjærte er Ørken gold og bar,
saa sig du mig, du, som mit Hjærte bar,
en Kilde, der kan det væde, 
en Sol, som gør Himlen klar.

Lenore, mein Herze ist schwer.
Deins ist so fröhlich, deins ist so jung.
Lös mir, Lenore, das Räthsel, das bange, 
Das stets ich zu rathen verlange.

Wo find ich die Quelle, dir frischend den Sinn?
Im Schatten des Thals, auf des Berges Zinn?
Lös mir das Räthsel, das bange,
Führ zu der Jugend mich hin!

Lenore, mein Herze ist krank.
Deins ist so mächtig, deins ist so stark.
Lehr mich auf Erden in Gleichmut zu kleiden
Alle die Freuden und Leiden.

Mein Herze ist öd, ihm Alles fehlt,
So nenne mir du, die mein Herze beseelt,
Den Quell, der es könnte mir laben,
Die Sonn', die den Himmel erhellt!

Naar Døden kommer, kommer du -
du Livets røde Lys, Lenore.
Og Døden dør i samme Nu 
for dine glade Øjne store.

Saa er jeg Dødens ej men din.
Og ingen Taarer, ingen Klagelæg 
blot din røde Mund paa min,
og tag din Sjæl tilbage.

Saa har jeg seet for sidste Gang min 
Elskerindes Øje straale,
og hvad jeg synded, hvad jeg sang,
de andre veje maa og maale.

Men du vil stundom tænke paa,
naar Natten falder for din Rude,
blufærdige Violer blaa, 
som duftede derude.

Und kommt der Tod einst, kommst auch du, 
Du rothes Lebenslicht, Lenore!
Der Tod erstirbt im selben Nu,
Erhellt dein Strahlenaug' die Thore.

Dann bin des Tods nicht ich, bin dein,
Und keine Thräne dann dich quäle,
Magst bloss den rothen Mund mir leih'n
Und nimm zurück die Seele!

So darf mir strahlen zum letzten Mal
Der heissgeliebten Aug entgegen,
Und was ich sündigt, was ich sang,
Die andern messen wohl und wägen.

Doch du wirst manchmal denken mein 
Bei Mondes Silberscheine,
Und all der blauen Veigelein,
Die dufteten im Haine!

Det strideste Vand, jeg i Verden saa,
Gud trøste mig i min Kvide 
det strømmer dybt under Klipper graa,
hvorfra det kommer, hvorhen det maa,
kun de, der voldte det, vide.

Ret aldrig bar det en Blomst paa Rand,
og aldrig Skib over Voven.
Og aldrig fløj der en Fugl fra Strand,
og aldrig spejled det sorte Vand
en Himlens Stjærne derover.

Det Vand, det vælder fra Øjets Glar,
Gud hjælpe mig i min Vaade hos dem,
der Dagen i Sønder skar,
hos dem, der Lykken af Gaarde bar,
og kunde det aldrig raade.

Die wildesten Wogen, die ich gesehn,
Mein Leid lass Gott mich ertragen
Sie wallen tief unter Klippenhöhn,
Woher sie kommen, wohin sie gehn,
Nur der, so schuf sie, kann sagen!

Noch niemals trug eine Blüth ihr Rand,
Nie furcht' ein Schiff diese Wogen.
Und nie ein Vogel sich zeigt am Strand,
Und nie den Spiegel mit Silberband
Des Himmels Sterne umzogen.

Die Wogen stürzen aus Auges Bug
Mag gnädig Gott mir nun walten
Bei dem, der Alles in Scherben schlug,
Bei dem, der's Glück aus den Höfen trug,
Und konnte es nie behalten!

Gottesmutter, hohe, helle,
Ewig reine Unschuldsquelle,
Führ mich fort vom Sündenpfade,
Lass mich segnen Deine Gnade!

Seh, mich banget, hör ich weine,
Thränen trocknest Du alleine:
Wo Du wallst, blühn Rosen schnelle,
Himmelskön'gin, hohe, helle!

Herrens moder høie milde 
evigt rene Uskylds-Kilde.
Før mig bort fra synd og Våde
lad mig signes af din Nåde.

Se jeg ængstes! Hør jeg græder.
Du, kun du kan Tåren stille.
Roser spirer, hvor du træder,
himmeldronning høie, milde.

Kong Artus drager i Leding ud
med sine ædle Svende,
han hilser sin Dronning til Afsked ømt 
og kysser og favner hende:
"tilgiv Ginevra, min søde Viv,
I monne som Enke bo!"
Ginevra græd, ak hvor hun græd!
Eja, hvor Lancelot lo!

Og endnu saa man fra Slottets Taarn 
Kong Artus Guldhjælm gløde,
da ilte Ginevra og Lancelot 
alt til det hemmelig Møde:
"for dig jeg kæmped, for dig jeg led,
min Sjæl fik ret aldrig Ro,
nu kan jeg slukke min Elskovs Tørst!"
Eja, hvor Lancelot lo!

Kong Artus er bleven Kejserens Ven,
ham vises den højeste Ære:
Den skønneste Pige i Kejserens Slot
ham skikkes til Selskab at være.
Kong Artus viger tilbage fluks: 
"min Dronning forbliver jeg tro;
som aldrig hun mon svige mig."
Eja, hvor Pige hun lo!

Herr Artus muss in den Kampf hinaus
Mit seinen Edlen fahren.
Er bringet der Kön'gin den Abschiedsgruss,
Er küsst sie auf Stirn und Haaren;
"Verzeih Guenievra, mein süsses Weib,
Wenn Trennung dir Kummer macht!"
Guenievra weint, ach wie sie weint.
Heija, wie Lancelot lacht!

Man konnte noch sehn vom Thurme aus 
Herrn Artus Goldhelm strahlen,
Als heimlich Guenievra und Lancelot 
Zum Stelldichein sich stahlen.
"Für dich ich kämpfte, für dich ich stritt,
Fand Ruh nicht bei Tag und Nacht.
Nun kann ich löschen den Liebesdurst!"
Heija, wie Lancelot lacht!

Herr Artus ward des Kaisers Freund,
Ihm zollt man die höchsten Ehren,
Das lieblichste Mädchen im ganzen Schloss
Ihm soll ihre Gunst sie gewähren.
Herr Artus weichet zurück doch schnell:
"Der Kön'gin in Treu sei gedacht,
Da niemals sie betrogen mich."
Heija, wie's Mädchen da lacht!

At tuske og tinge og prutte paa Købet
Og lade sin frifødte Sjæl gaa i Løbet,
At være Filister og kalde sig kras,
At hugge ved List sig sin Formands Plads...
Aa, fy for en Tid! Og fy for dens Mænd!
Kom, bring mig en Hest og et Jærnkyrads!
 
I Køllert af Læder, med Kaarde ved Lænd,
I Spidsen for hundred jærnklædte Mænd!
I Sadlen og saa gennem Gaden ned,
At hugge sig frem i sit Ansigts Sved!
 
Herligt at hugge -- om end det går galt!
Livet maa blive fra nyt af brutalt:
Sandhed -- om saa den skal døbes med Blod!
Hensynsløs Ærlighed -- hensynsløs Mod!
 
Og ligger jeg hugget til Plukfisk paa Gaden,
Jeg slæber mig saaret ved Nat gennem Staden,
Jeg slæber mig frem for min Elskedes Dør;
Mine gabende Vunder de gi'r mig Gehør.
 
Lad tuske, lad tinge, lad prutte paa Købet!
Min Sjæl har jeg vundet, mit Liv gik i Løbet;
Sandheden sejrede -- Sandhed er kras:
I din snehvide Seng skal den rede mig Plads!
Jeg er en af de hundred jærnklædte Mænd,
Han dør hos sin Brud -- i et brustent Kyrads!

Zu bandeln und handeln, zu feilschen und mauschen,
Die Freiheit für Ketten und Spangen zu tauschen,
Zu sein ein Philister, zu mennen sich krass,
Zu sichern mit List sich des Obmanns Platz,
O pfui, welche Zeit! O pfui, wie verkehrt!
Komm bring mir ein Ross und Stahlkürass!

Im Köller von Leder, zur Seite das Schwert,
Mir folgen nun hundert eisenbewehrt.
Zu Pferde! Und dann durch die Gassen heiss!
Wir hauen uns durch in des Ang'sichts Schweiss.

Herrlich zu hauen, geht's schief auch einaml.
S'Leben muss werden auf's Neue brutal.
Wahrheit, sollt auch sie man taufen mit Blut!
Rücksichtslos Ehrlichkeit, rücksichtslos Mut!

Und lieg ich zerhau'n auch zu Hackfleisch darnieder,
Ich schlepp durch die Gassen die blutigen Glieder,
Ich schleppe sie hin zu Herzliebchens Thür,
Meine offenen Wunden Gehör schaffen mir!

Man bandle und handle, man feilsche und mausche,
Die Freiheit der Seele für's Leben ich tausche.
Wahrheit nun sieget, Wahrheit ist krass,
In dei'm schneeweissen Bett soll sie schaffen mir Platz!
Ich bin einer der hundert Eisenbewehrten,
Er stirbt bei der Braut in dem rost'gen Kürass!

Jeg havde læst saa mange Bind,
nu har jeg glemt dem alle;
jeg gav dem til den kaade Vind
og Manden med sin Skralde.

Forbi, forbi, Theologi,
Jurisprudens, Filosofi,
men navnlig denne Statistik,
som véd det hele paa en Prik,
og tager Fejl hvert Øjeblik -
jeg staar: tabula rasa!

Hejsa, hejsa, dans afsted
alle disse Lister: 
om og hvad det koster,
naar man sin Frihed mister!

Jeg har en Snes Principper haft,
nu er jeg kvit dem alle;
nu kan jeg perse Druens Saft 
og glemme Bærmens Galde.

Forbi, forbi det Maskepi:
nu er jeg frank, nu er jeg fri;
nu er jeg stemt for Maadehold, 
for Hjærtet varmt men Panden kold,
og Panden har ej nogen Fold -
jeg staar: Tabula rasa!

Hejsa, hejsa, dans afsted;
Frøken gaa i Kloster!
Ikke Du, men jeg det véd,
hvad en Jor'mor' koster!

Ich las fürwahr der Bücher viel,
Nun sind vergessen alle.
Ich liess dem Winde sie zum Spiel
In weiter Himmelshalle!

Vorbei, vorbei, Theologei,
Jurisprudenz, Philosofei, 
Doch mit Statistik namentlich,
Die Alles schlau berechnet sich
Und dennoch irrt ganz emsiglich,
Ich mach tabula rasa!

Hejssa, hejssa, rasch verjag 
Alles, so will wissen,
Ob und was es kosten mag, 
Soll man Freiheit missen!

Ich hatt' Principien angeschafft,
Nun bin ich los sie alle;
Nun kann ich pressen Traubensaft,
Vergess' der Hefe Galle!

Vorbei, vorbei die Träumerei:
Nun bin ich frank, nun bin ich frei;
Nun überall auf Mass ich halt',
Mein Herz bleibt warm, die Stirne kalt,
Die Stirne zeigt noch keine Falt -
Ich mach: Tabula rasa!

Heissa, heissa, fort geschwind,
Fräulein würd'st mich meiden,
Ahntest du, wie ich, mein Kind,
Was die Lieb' schafft Leiden!