Aften, under Solens Nedgang. Gulnare sidder
    ved det aabne Vindve med sin Cithar og synger:

Cithar! lad min Bøn dig røre.
    Høre lad din hulde Stemme!
    Glemme skal jeg da min Kummer,
    Sødt i Slummer skal du dysse
    Al min Frygt, og Øret kysse
    Med din hulde Strengeklang.
    See den blide Aftenrødme!
    Sødme dufter Rosens Blade.
    Glade Bølge Maanen føder.
    Hvor den møder paa sin Bue!
    For, i Nattens fromme Lue,
    Taus at høre Elskovs Sang.
 
Tolk min Elskov, høi og herlig,
    Kierlig skal min Stemme følge.
    Dølge skal den ey min Flamme.
    Skiønt kun stamme kan min Læbe,
    Elskte Cithar, lad os stræbe,
    Begge paa forskiellig Viis.
    Medens Aften-Purpurstunden
    Lunden smilende forgylder,
    Fylder Sang de dunkle Kroner,
    Toner Nattergalens Vise.
    O saa priis! saa lad os prise,
    Hvad der kræver Alles Priis.
 
        Men hvilken underlig
        Ahnelse ængster mig?
        Storm! ha hvi brummer du?
        Sang! hvi forstummer du?
 
        Himmel! har Tigrens Kloe
        Myrdet min Lyst og Roe?
        Stødt ham i Skoven ned?
        Grumme Forvovenhed!
 
        Angest! hvi ulmer du?
        Hierte! hvi svulmer du?
        Glæde! hvi svinder du?
        Taare! hvi rinder du? --